Alexander Danielsen vender tilbage i Hjørring
- Mikkel591
- 7. maj 2021
- 2 min læsning

Det er noget tid siden vi sidst så Alexander Danielsen til start ved A-DM, men efter at være stoppet i en periode, så er Alexander på startlisten i Hjørring i MX1-klassen, og da comebacks altid er glædelige, så tog vi en snak med ham, om hvorfor han stoppede i sin tid og hvad der har motiveret ham til at vende tilbage - og så spurgte vi da også lidt til ambitionerne.
Alexander Danielsen: "Jeg stoppede i sin tid, da der opstod alvorlig sygdom i familien. Derefter kom der flere ting efter hinanden, som gjorde at jeg mistede lysten til at køre, samtidig med at jeg købte en landejendom, som gjorde at jeg sad lidt stramt økonomisk, med cross oven i. Det var egentlig meningen at jeg ville have startet igen i 2020, men da corona'en kom, blev det lidt for besværligt og lysten var derfor ikke så høj. Men jeg lavede så en crossbane hjemme på min mark, og kørte lidt engang imellem, og det gjorde så at min lyst kom igen. Jeg valgte at starte op nu, da der blev lempet for corona-reglerne og lysten samtidig er blevet høj igen. Og så har jeg savnet selskabet og fællesskabet ude på banen.
Min form er faktisk bedre nu, end da jeg stoppede med at køre, da jeg er begyndt at dyrke mere motion. Jeg ville gerne have kørt første afdeling af DM i Hanherred, men da jeg lige var startet op der, var det lige ambitiøst nok at tage første afdeling. Hjørring er den næste, så jeg vælger at starte der, selvom sand aldrig har været en god ven, men man skal jo starte et sted. Jeg var ovre og træne på Hjørring forleden dag, og jeg kunne godt mærke at den er hård at køre på. Min ambition er at gøre mit bedste, og så håbe på at ligge omkring midten - og så ellers bare se om jeg kan holde til et helt heat! It's not over when you lose, it's over when you quit, som man siger.
Jeg regner med at køre alle DM'erne. Men jeg kan blive udfordret ved det sidste DM på grund af arbejdet. Min største udfordring bliver nok køretid, da dem i toppen tit kører i udlandet, og har midlerne til at køre mange timer inden sæsonen starter. Og jeg skal lige vænne mig til at køre på 450'eren, med de ekstra kræfter den har. Ideen er, at i år bliver et "træningsår," og jeg så sætter ambitionen lidt op næste år!"