Antonio Cairoli stopper!

Efter at have været en del af verdenstoppen i næsten to årtier, og efter ni VM-titler, er det nu endeligt slut for Antonio Cairoli, når sæson 2021 er slut. Det har den italienske legende meddelt på et pressemøde i dag i Rom. Der har været snakket meget om det i krogene, men nu er det altså endeligt bekræftet. Tony trækker sig på toppen, i en sæson hvor han stadig i høj grad, og i en alder af 35 - meget snart 36 - stadig er i spil til titlen i år - 16 år(!) efter han vandt sin første VM-titel i 2005! Han debuterede tilbage i 2002, hvilket giver ham næsten 20 sæsoner i sportens fornemmeste klasse.
Det vidner om kører vi måske aldrig får magen til, så det gælder om at nyde ham, i 2021-sæsonens sidste halvdel. Det er desuden en kører der har haft massiv indflydelse på verdens bedste sport, og en kæmpe sportsmand, hvilket har skaffet ham massevis af priser i hjemlandet - foran flere, som den generelle offentlighed på vores breddegrader, vurderer - fejlagtigt - som have været langt mere interessante.
Vi har lige nappet lidt MX-Index billeder fra arkiverne, til ære for en sand legende og gigantisk mester! Vi kommer til at savne ham, og havde i ånden håbet til det sidste, at han måske ville give det en sæson mere!