top of page

De danske damer viste tænder en sidste gang i år!


VM-finalen for kvinder i Trentino i dag, blev en særdeles spændende affære - heldigvis med gode præstationer for alle de danske kørere!


Sara Andersen havde ikke heldet med sig i første heat, og måtte tage til takke med en ottendeplads, men i andet heat svarede det danske es igen, ved at køre sig i top 5. Det gav en samlet sjetteplads på dagen for Sara, der slutter årets VM for kvinder som nummer 8. Nok ikke helt hvad hun havde håbet, men hun viste i glimt, at der er potentiale til meget mere.


Line Dam havde en solid dag på kontoret, og sluttede årets sæson af med en plads som nummer 13 og 12 i de to heat, hvilket indbragte en 12. plads på dagen og en samlet 15. i årets VM-serie. Nok heller ikke hvad Line havde håbet på, men hvis der er nogen der kan trække sig selv op med nakkehårene, så er det uden tvivl Line.


At Malou Jakobsen er en af fremtidens stjerner i VM, kan der ikke sås tvivl ved. Det beviser hendes første heat i dag. Efter en svær kvalifikation, formåede hun at køre en 10. plads hjem i første heat. Det, sammen med en 18. plads i andet heat, gav en placering som nummer 14 på dagen. Samtidig slutter Malou som nummer 11 i årets VM, og man skal være ignorant for at tro, at det ikke kan veksles til noget bedre i fremtiden, når der kommer mere styr på stabiliteten.


Sidste dansker i aktion var Laura Raunkjær, og også her var der en blændende præstation at hente. Efter at have været et stykke fra pointene i alle sessioner, så kørte Laura to point hjem i andet heat, og viser at hun mere end hører til i VM-feltet. Igen en ung kører, der godt kunne blive en stor spiller i VM på sigt! Det håber vi i hvert fald!


VM-titlen gik igen til New Zealanske Courtney Duncan, der kan kalde sig for verdensmester for tredje år i træk. Sølvet gik til Nancy van de Ven, imens bronzen gik til Kiara Fontanesi, der missede alle chancer for et angreb på titlen, efter en forfærdelig afdeling i dag.


Resultat, VM for kvinder 2021:

1. Courtney Duncan - Kawasaki

2. Nancy van de Ven - Yamaha

3. Kiara Fontanesi - Gasgas

4. Larissa Papenmeier - Yamaha

5. Shane van der Vlist - KTM

6. Amandine Verstappen - Kawasaki

7. Lynn Valk - Husqvarna

8. Sara Andersen - KTM

9. Daniela Guillen - KTM

10. Tahlia O'Hare - Honda

11. Malou Jakobsen - KTM

15. Line Dam - Yamaha

30. Laura Raunkjær - KTM


Der blev også kørt en afdeling af EMX125 i dag, hvor Magnus Gregersen kvalificerede sig, og ikke var langt fra pointene. En væsentlig forbedring fra de seneste par afdelinger fra danskeren, der får chancen igen, allerede på tirsdag, når EMX125-klassen kører en afdeling mere! Ivano van Erp nappede sejren.


Du kan finde alle resultater fra dagen her: https://results.mxgp.com/mxgp/standings.aspx


Husk at se VM MX2 og MXGP-klasserne i morgen, live og gratis, på discovery+ fra klokken 12!


Foto: Andreas Ebbesen

Comments


MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page