- Det kommer til at spille
ADAC MX Masters i Randers er snart kun et par dage væk, så der arbejdes selvfølgelig på højtryk, hos de gode mennesker i Randers MotorSport. For når en stor international serie kommer til byen, så skal banen selvfølgelig bare spille. Og det gør den, ifølge baneansvarlig i RMS, Simon Wulff. For hvordan præparerer man egentlig en bane til et stort internationalt arrangement? Det spurgte vi Wulff om, så her er hvad der er blevet gjort ved banen, op til weekendens brag!
Simon Wulff: "Jeg er faktisk lige på vej hjem fra banen ude i Randers, og det bliver rigtig godt. Den har lige fået en 10-15mm vand her, mens den ikke har været jævnet, så det har kunnet trænge rigtig godt ned, og så harvede Jan den lige over i går, da der stadig var lidt vand på banen. Så det vand er trukket godt ned i den, og jeg har været ude og begynde at lave lidt hop og sådan i dag, og der var faktisk nogle steder hvor den stadig var lidt for våd til at rigtig kunne lave hop, så det venter jeg med til i morgen. Det tørrer godt lige nu, men der er masser af fugt i jorden. Det er vi meget taknemmelige over, så nu er den blevet vandet godt igennem. Nu bliver der lavet hop og sving og alt muligt, det bliver jeg færdig med i morgen, og så skal der samles sten, og når vi er færdige med det, så harver vi den igennem igen. Og så får den en tur mere med vandingsanlægget, selvom den som sagt er vandet godt igennem naturligt, men så får den alt det den kan trække. Og så regner vi med fredag, sidst på dagen, så bliver den lige trukket let over, med traktoren og slæbet, så overfladen lige bliver lukket, og den kan holde holde lidt på fugten igen. Det bliver rigtig godt. Den er som sagt blevet harvet op hele vejen rundt, så der bliver masser af spor. Det bliver ikke på samme måde hårdbane, som man er vant til. Måske hvis den tørrer op. Det skal nok komme til at støve, men det bliver ikke sådan noget pulverstøv, for der er ikke noget sted på banen der er pulver på nuværende tidspunkt. Der bliver grundlag for noget rigtig godt ræs. Det kommer til at spille."