DM-ord fra Rasmus Johansen, Kasper Dehnhardt og Ronnie Stormly


Kaduuz Racing har sendt os et par ord fra Rasmus Johansen, der tog bronzen i MX1-klassen til DM, Kasper Dehnhardt, der tog karrierens første DM-podier, og så teamchef Ronnie Stormly. Du kan læse deres tanker om sæsonen herunder!


Kasper Dehnhardt: ”Jeg havde en god sæson i år. Der var op- og nedture, men alt i alt har det hele været meget lærerigt. Min start på sæsonen var ikke ideel, eftersom jeg pådrog mig en skulderskade under forberedelserne til sæsonen. På trods af det, nåede jeg dog alligevel en del i år. Jeg fik prøvet kræfter af i udlandet, og selvom mine resultater ikke var noget at fejre, så ved jeg godt at det er en læringsproces, da det er noget helt andet at køre i udlandet end herhjemme. Jeg fik derudover også kørt mine første podieplaceringer hjem i A-DM, hvilket var virkelig fedt, da det for mig var et personligt mål for sæsonen at komme op på podiet. I år kom jeg også til Kaduuz Racing, hvilket har været en fed oplevelse, da Ronnie og Per er to fantastiske teamchefer med en masse erfaring, som jeg har kunnet lære af. Jeg er virkelig taknemmelig for den støtte jeg har fået fra Kaduuz Racing, da det helt klart har været med til hjælpe mig med at opnå mine resultater. Med det sagt er det nu tid til at tage en lille pause og derefter se frem mod 2023!”


Rasmus Johansen: ”Jeg havde en rigtig fin start på sæsonen. De første 3 afdelinger gik som jeg havde håbet på, med 2 gange samlet 3’er på dagen i Korskro og Randers. Derefter begyndte jeg at bøvle med, at jeg fik mavekramper og min krop ikke rigtig ville det jeg selv ville. Så Hjørring var en hård dag, men jeg kæmpede hvad jeg kunne. Da jeg så skulle i gang efter sommerferien, lavede jeg et lille styrt, som resulterede i et par bukkede ribben. Så det betød et par uger med ro. Til Holstebro var jeg derfor ikke lige så godt forberedt som jeg gerne ville. Efter dagen var jeg lidt frustreret over det hele, men jeg havde en snak med Nichlas Bjerregaard mellem heatene og blev lidt klogere på mavekramperne kunne skyldes. Så tak til ham og en kæmpe tak til Motoconcept 334 ved Mathias Gryning, for at hjælpe med et program så vi kunne få min krop på den rigtige kurs igen. Jeg havde set frem til afdelingen i Næstved, men banen var desværre ikke som jeg havde håbet, og jeg kæmpede meget med at føle mig tilpas. Mit første heat var fyldt med fejl, mens andet heat var okay stabilt, skønt jeg på en af de første omgange vrider min fod i et spor.


Jeg må igen lige tage halvanden uge med ro, for at hvile min ankel lidt. Til den sidste afdeling begynder min crosser at ryge allerede på anden eller tredje omgang, og jeg må gasse lidt ned for at være sikker på kunne gennemføre heatet, så ikke optimalt, men vigtigt for den samlede stilling. En Suzuki kan holde til lidt af hvert. I andet heat får jeg en god start og jeg får presset på de første 15 -20 minutter, og så kunne jeg se på det hele at jeg bare skulle gennemføre heatet for at holde min 3. plads samlet. Så jeg ender som 3’er i mesterskabet, hvilket jeg er stolt af med de udfordringer jeg har haft. Jeg føler selv min kørsel har været rigtig god i år, men der har været nogle bump på vejen, så vi er blevet klogere! En kæmpe tak til min kæreste for at hjælpe med at få det hele, med familien og cross, til at hænge sammen. Mine forældre for at hjælpe mig alt hvad de kan. Og så til hele Kaduuz-teamet. Det er de bedste og rareste mennesker. Og de står altid klar til at hjælpe.”


Ronnie Stormly, teamchef: ”Det har været en god sæson. Vi er stolte af drengene, og hvad de har opnået, på trods af modgang. Kasper har kørt sit første år for os, og han har bare bevist at han har potentialet til at blive en af dem der skal køre om mesterskabet. Han har flyttet sig med mange længder fra hvor han var sidste år, og selvom en skade satte en stopper i det samlede mesterskab, så kunne vi juble ad hans to første DM-podier nogensinde. Der kommer helt sikkert flere. Jeg er slet ikke i tvivl. Samtidig har det været en fornøjelse at se Rasmus køre sin første DM-medalje hjem. Han har været en del af Kaduuz Racing nogle år efterhånden, og han arbejder benhårdt for det og for teamet. Det der med aldrig at give op, det betyder meget hos os, og så den stemning og attitude kørerne bidrager med. At vi har det godt sammen, at vi tager sejre og nederlag i samlet flok, og at der altid er god stemning mellem os, kørerne og alle dem der omgiver teamet. Det er lige så vigtigt som en skive metal når dagen er slut. Det skal være sjovt, og både Rasmus og Kasper har bidraget til det, såvel som med deres resultater på banen.”

MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
fxr.jpg
Facebook Nyheder