Dramatisk dag i Jauer!
Førstedagen til ADAC MX Masters i Jauer blev fyldt med dramatik - ikke mindst set med danske briller. Der var dog også mange danske lyspunkter.
Mathias Jørgensen er for første gang i år til start i ADAC MX Masters, og han beviste at der bestemt stadig er tempo til at lege med i pointene, efter skiftet fra Kawasaki, og en stærk droslen ned for kørslen. Mathias tog et enkelt point i Masters-klassens første heat i dag, mens der desværre ikke var point til Victor Kleemann.
I Youngster-klassen var Nicolai Skovbjerg flyvende. Og det lignede en mulig sejr i første heat til danskeren, der dog desværre styrtede voldsomt og måtte flyves væk. Det er heldigvis meldt ud på de sociale medier, at Skovbjerg er blevet tjekket, og der er heldigvis ikke sket noget rigtig alvorligt. Vi håber Nicolai er hurtigt klar igen. I stedet var det Rasmus Pedersen der endte som bedste dansker i dagens enlige heat, som nummer 10. Magnus Gregersen fik også point på 15. pladsen, mens der lige netop ikke var point til Lucas Bruhn.
I 125cc-klassen blev der kun kørt kvalifikation i dag, og her sluttede Jacob Bloch som nummer 19, mens Marius Simonsen kører ind som nummer 35 i morgen.
I 85cc-klassen var danskerne også godt med, hvor Storm Maymann endte som bedste mand i dagens enlige heat, som nummer 13. Søren Winther sluttede som nummer 25, mens Samuel Rolighed desværre ikke kom i aktion fra sin plads som 1. reserve.
Du kan finde alle resultater fra Jauer her: https://motorsport-events.se/camp/index.php?dir=adac+mx+masters%2F07+Jauer%2F
Og husk du kan se med live i morgen igen, her: https://www.mx-index.com/single-post/startlister-og-livestream-til-adac-mx-masters-i-jauer
Foto: Steffen Schollbach / Pixel-cross.com