En sæson med lidt af hvert – Kaduuz Racing
Årets DM i A-klasserne bød på hele syv afdelinger, spredt med nænsom hånd udover det lille kongerige mod nord. For Kaduuz Racing bød sæsonen på lidt af hvert – op- og nedture – og vi bad derfor alle tre af vores A-DM-deltagere om at sætte ord på hvordan sæsonen er gået.
Rasmus Johansen: ”Sæsonen i år er gået fint, synes jeg. Der har selvfølgelig være lidt op- og nedture. Men alt i alt er den gået fornuftigt. Jeg slutter som 4’er i MX1-klassen, som jeg er meget tilfreds med. Især i forhold til hvad jeg får kørt og trænet og så videre. Så er det godkendt. I starten af sæsonen fik jeg trænet rimeligt, men efter sommerferien gik det lidt ned ad bakke med træningen, og det synes jeg at jeg kan se på resultaterne. Så jeg er blevet det klogere til næste år, på hvad jeg skal prøve på at få holdt lidt mere ved lige. For nu er planen næste år bare at forhåbentlig køre en masse fed cross igen!”
Mads Rasmussen: ”Sæson 2021 har overordnet set været god for mig. Jeg har desværre været ude et lille stykke tid med en skade, som mit samlede resultat i MX2-klassen også bærer præg af. Jeg var så uheldig at styrte og brække mit kraveben, hvilket holdt mig ude af en afdeling. Ellers synes jeg at det er gået godt! I Hanherred var jeg på vej op i top 5 i første heat, og i Hedeland leverede jeg den samlede top 10, jeg vidste at jeg havde i mig. Så jeg har ved flere lejligheder vist, at jeg har fart til at køre med i top 10, hvilket jeg er godt tilfreds med. Jeg vil i samme ombæring gerne takke hele Kaduuz Racing for et godt 2021!”
Jonas Stub Buch: ”Jeg synes min sæson har været lige lidt for kort, hvis jeg skal være helt ærlig, fordi jeg startede sæsonen ud med at brække min overarm, så jeg var ude i 3 måneder til at starte med. Men jeg fik da prøvet nogle afdelinger af ADAC MX Masters, som jeg synes var fedt at prøve og så fik jeg min debut i A-klassen, som jeg også synes var fedt. Desværre sluttede jeg sæsonen af med at styrte til den sidste afdeling af A-DM på Nisseringen og slå min skulder, så lige nu er jeg skadet igen. Men jeg vender frygteligt tilbage, når jeg er klar igen!”
Comments