Endnu en frustrerende VM-dag for Haarup, men danskerne strålede i 125!

Problemerne for Steve Dixon og DRT Kawasaki begynder at udvikle sig fra at være frustrerende, til at være en direkte katastrofe, på en dag i Lommel, hvor Mikkel Haarup igen kun nåede 50% af vejen igennem begge heat.
MX2
Man ved snart ikke om man skal grine eller græde, så en blanding må være på sin plads ... I hvert fald kom Mikkel Haarup igen afsted fra et GP, med et stort, fedt 0 på pointkontoen, da hans DRT Kawasaki kun holdt omkring 13-14 minutter af hvert heat, før den måtte give op. Det betyder at Mikkel falder ned på syvendepladsen i VM, og det fuldstændig uden skyld. For Mikkel var faktisk rigtig godt kørende i Lommel i dag. Ærgerligt for de mange danske fans, der var mødt frem for at heppe. Sejren gik til Jago Geerts, der gav hjemmepublikummet lige hvad de håbede på, mens Kay de Wolf og Tom Vialle sluttede podiet af. Geerts udbygger samtidig sit forspring i den samlede stilling, med kun fire GP'er tilbage.
Resultat, GP Belgien:
1. Jago Geerts - Yamaha
2. Kay de Wolf - Husqvarna
3. Tom Vialle - KTM
4. Simon Längenfelder - Gasgas
5. Roan van de Moosdijk - Husqvarna
6. Thibault Benistant - Yamaha
7. Liam Everts - KTM
8. Andrea Adamo - Gasgas
9. Kevin Horgmo - Kawasaki
10. Stephen Rubini - Honda
Samlet:
1. Jago Geerts
2. Tom Vialle
3. Simon Längenfelder
MXGP
I den store klasse var der lagt op til et brag, og det var lige netop et brag vi fik. I et hæsblæsende GP, der varede helt til det ternede flag, endte Brian Bogers med at tage sejren og sit største resultat nogensinde. Andenpladsen tog Calvin Vlaanderen sig af, mens Glenn Coldenhoff tog sidste plads på podiet, efter en heatsejr i andet heat. Romain Febvre og Jeremy Seewer lukkede og slukkede i top 5.
Resultat, GP Belgien:
1. Brian Bogers - Husqvarna
2. Calvin Vlaanderen - Yamaha
3. Glenn Coldenhoff - Yamaha
4. Romain Febvre - Kawasaki
5. Jeremy Seewer - Yamaha
6. Maxime Renaux - Yamaha
7. Tim Gajser - Honda
8. Jorge Prado - Gasgas
9. Brent van Doninck - Yamaha
10. Henry Jacobi - Honda
Samlet:
1. Tim Gajser
2. Jeremy Sewer
3. Jorge Prado
Der var også danskere på pletten i EM-klasserne, og især i EMX125, var de danske talenter flyvende! Mads Fredsøe lavede et holeshot i dagens heat, og kørte en sjetteplads hjem i det belgiske GP. Lige bag ham sluttede Nicolai Skovbjerg, der grundlagde sin syvendeplads med en femteplads i gårsdagens heat. Lucas Bruhn var også stærkt kørende, og snuppede en samlet top 10-placering, igennem en stærk ottendeplads i andet heat i dag. Jakob Frandsen sluttede GP'et som nummer 17, efter en 12. plads i andet heat. Sejren tog lettiske Janis Reisulis.
Victor Kleemann var enlig dansker i EMX250-klassen i dag, da Rasmus Pedersen stadig ikke var blevet klar, og Victor kæmpede igen flot igennem strabadserne. Sejren gik til Lucas Coenen.
Du kan finde alle resultater her: https://results.mxgp.com/mxgp/standings.aspx
Og du kan gense alle VM-heatene, gratis og on-demand, her: https://www.discoveryplus.com/dk/sport/motocross/motocross-world-championship
Foto: Ismo Uytdewilligen