- Et uheld kommer sjældent alene

Hvorfor var Malou Jakobsen ikke med til VM i Spanien? Det er der en særdeles ærgerlig grund til. For Malou pådrog sig en skade under første afdeling af A-DM i Randers i forrige weekend, men det fortæller hun selv lidt mere om her.
Malou Jakobsen: "Det er nok ikke gået mange forbi, at sæsonen startede katastrofalt i Italien for mig, hvor mine 2 cykler blev stjålet. Efter jeg kom hjem, har der været så mange der har tilbudt deres hjælp - små og store bidrag kom der - hvilket gjorde at vi lige nøjagtig kunne købe én ny cykel til mig. Jeg vil gerne igen benytte lejligheden til at sige af hjertet tak til alle der har bidraget og sendt hilsner til mig. Det betyder så meget for mig. Desværre kommer et uheld sjældent alene ... Sidste søndag til A-DM mod drengene, væltede jeg rimelig hårdt på første omgang af andet heat. Jeg kunne godt mærke jeg havde ramt min skulder i faldet og den gjorde mere ondt end normalt, men kender man mig godt, så “plejer” jeg bare at få alle regnbuens farver når jeg vælter. Så jeg troede ikke at noget var brækket, og hoppede derfor på cyklen igen, men efter 4 omgange mere, kunne jeg godt mærke der var noget helt galt. Jeg blev desværre nødt til at udgå af heatet, da jeg var i alt for store smerter. Derfor valgte vi at runde sygehuset efterfølgende, bare for lige at tjekke at alt var ok. Jeg fortalte lægen efter scanningen at jeg altså ikke havde brækket noget, hvor han så kunne fortælle mig, at det havde jeg. Jeg havde ramt min skulder uheldigt, og blev udstyret med en slynge for at kunne holde den i ro. Ikke sjovt at forlade sygehuset med en slynge, og slet ikke med tanken om at jeg 2 dage efter skulle være kørt mod Madrid, for at deltage i VM. Det har virkelig været svært at acceptere at jeg ikke kunne komme afsted til VM i Madrid, men sæsonen er lige startet og det vigtigste er mit helbred. Når det så er sagt, så forventer jeg at jeg har taget alt det dårlige der måtte komme i sæsonen i starten denne gang og at jeg nu får lov at få lidt mere held min vej, og bare holde fokus på det jeg rigtig gerne vil. Nemlig at være crosskører. Jeg kommer stærkt tilbage!"
Hvornår vi ser Malou på cyklen igen, står lidt hen i det uvisse. Hvis hun kan kæmpe sig igennem smerterne, så kan hun i princippet køre, men der er selvfølgelig altid en risiko ved at køre skadet.
Foto: Elisabeth Juulsgaard / BJ Photo