- Fik vist at jeg godt kan være med
- Mikkel591
- 18. okt. 2021
- 2 min læsning

Sara Andersen har kæmpet lidt for at finde melodien til VM for kvinder, efter at have været flyvende i DM og SM, men i weekenden, da feltet gæstede Arroyomolinos i Spanien, lykkedes det endelig for det danske es at vise hvad tempoet egentlig rækker til i toppen!
Sara Andersen: "Jeg kørte 5. afdeling af VM i Spanien her i weekenden, som faktisk endte med at være den bedste afdeling denne sæson, til trods for en hård start. I træningen gik det rigtig godt. Banen var meget tung og det var en helt ny bane for os alle. Jeg var 4. hurtigst og synes banen var rigtig sjov. I tidskvalen gik det også ganske fint, med en 6. plads, men jeg følte jeg havde mere i mig. I første heat kom jeg rigtig dårligt fra start og endte bagved nogle, som ikke sprang hop, som jeg ellers ville have gjort, så jeg var ved at lande på nogen og jeg fik ødelagt min rytme. Jeg lavede en kæmpe fejl og var meget tæt på at vælte. Det tog lang tid at komme i gang og jeg kom derfor til at køre helt for mig selv på 10. pladsen, hvor jeg også endte. Dog kunne jeg finde lidt flow og få sprunget hoppene. I andet heat kom jeg bedre fra start, omkring en 7-8. plads. Jeg fik overhalet en del de første omgange og lå på en tredjeplads meget af heatet, men jeg måtte lukke en enkelt forbi og endte som nummer 4. Det gav mig en samlet 5. plads på dagen. Jeg er rigtig glad for at jeg endelig fik vist, at jeg godt kan være med i toppen, efter en lang periode med dårlig kørsel. Jeg glæder mig meget til næste weekend, som også er en hårdbane og som jeg efterhånden har kørt på nogle gange, da damerne næsten altid kører med i Trentino."
Foto: Infront Moto Racing 2021 @ M. Zanzani