Frederik drømmer om titlen

Frederik Eskildsen kørte sit første år på 125'eren i 2020, og han viste ved flere lejligheder flaget, for eksempel enkelte gange i top 5 til DM i 125cc. Nu venter så 2021 forude, så vi fik en lille snak med ham, om hvordan han oplevede 2020, og hvad der venter i 2021.
Frederik Eskildsen: "Jeg synes mit debut-år på 125’eren i 125B klassen, gik rigtigt godt. Der var lidt op- og nedture, men jeg har helt klart valgt at fokusere på de opture der var! Jeg synes farten var der, til at jeg kunne følge med oppe foran, som jeg også beviste på Mors i 1. heat, hvor jeg sluttede som 4'er lige bagved 3'eren. Jeg har dog haft nogle vilde styrt i starterne, både på Korskroen og på Mors, men ellers er jeg godt tilfreds med 2020. Samtidig skal det lyde en stor tak til Easymx, og Team Specialmontering som desværre er lukket ned. I 2021 har jeg valgt at blive på Yamahaen, da jeg føler mig rigtigt godt tilpas på den. 2021-drømmen er helt klart at gå hele vejen, og blive dansk mester i 125B. Det er en titel jeg ved man skal kæmpe rigtig hårdt for at opnå, men med det rigtige forarbejde tænker jeg at det er muligt! Udover det, så skal jeg køre fuld ADAC-sæson for første gang, og nogle af de EMX løb der ligger tættest på. Som I kan høre, så bliver kalenderen fyldt, og jeg håber virkelig vi kan få et godt år uden corona, så vi kan komme ud og race!"
Foto: Per Schjødt / www.pers-photo.com