- Håber jeg kan angribe noget mere
Thomas Kjer Olsen er klar til at tage hul på VM, og sin anden sæson i MXGP-klassen. Vi fik derfor en snak med ham om ambitionerne, hvordan optakten er gået, og ikke mindst om hvordan han oplevede stormen Eunice og hvad han har brugt sin ekstra uges forberedelse til!
Thomas Kjer Olsen: ”Jeg var allerede hjemme igen fra Matterley Basin lørdag. Der er heldigvis kun fem timer i bil, så det var ikke så slemt. Der var dog stadig storm i Belgien, og det regnede helt vildt meget, så i de sidste to dage har vi været i Frankrig for at træne. Jeg tror de fleste kørere tog hjem, for der var ikke rigtig noget sted at være. Vi kørte derover allerede omkring middag i torsdags, og det blæste virkelig meget da vi kom over til teltet. Der kom heldigvis en del af de andre mekanikere, og hjalp med at få pakket dugen ned. Vi slap med et par bukkede stænger, men vi reddede resten, så vi var ikke dem der blev ramt værst. Lastbilen blev derovre, så den står og venter til vi kommer tilbage igen. Planen er at køre derover igen fredag morgen.
Ambitionerne er stadig de samme, som de hele tiden har været. Jeg havde en lidt hård start på min preseason. Jeg var ikke tilfreds med Lacapelle, og jeg synes ikke jeg kørte særlig godt. Men i ugerne efter, hvor vi har trænet på nogle lidt mere smadrede baner længere nordpå, har jeg fået justeret det hele lidt ind. Det gik også okay i Hawkstone. Så der er helt klart ambitioner for weekenden, men de er måske ikke så resultatorienterede, men mere fokuseret på min egen følelse på motorcyklen. Jeg synes ikke jeg har kørt 450’eren som jeg gerne vil, sidste år. Jeg håber at være lidt mere aggressiv, og knap så passiv, så jeg kan angribe noget mere. Og jeg håber at forbedre starterne fra sidste år. Det er noget jeg hele tiden har fokus på. Jeg var træt af starterne sidste år, men i år håber jeg at vi er lidt mere over tingene, og er mere i kontrol.”
Foto: Ray Archer
Comments