Information om MXGP og WSX på discovery+
Som mange af jer dejlige mennesker der følger med når vi sender MXGP på discovery+ har bemærket, så har der til de seneste GP'er været lavet om på tingene. I har været fantastiske til at støtte op om os, og vores kamp for at få lidt mere anerkendelse af hvad motocross kan og hvor stort det faktisk er, de sidste par år, så derfor har I også krav på en forklaring på hvad der foregår - også i forhold til VM i supercross, der som bekendt starter på lørdag.
For Discovery har desværre her fra midten af juni valgt at omprioritere, hvilket har betydet nedskæringer for motocross. Det har været svært at æde, efter alt det vi har knoklet, og synes vi sammen med jer har bevist - også selvom vi ikke er den eneste sportsgren der bliver ramt. Og tro os når vi siger, at intet af det er med vores gode vilje - og at vi har taget alle de kampe vi har kunnet, for at at få ændret på beslutningerne.
Men det betyder rent praktisk at vi for nu er skåret ned til kun at være én kommentator i boksen når der bliver sendt MXGP.
Ydermere har man samtidig også valgt at VM i supercross bliver sendt uden dansk kommentering, selvom det ellers var bebudet at det også ville blive med dansk lyd. Så I kan altså stadigvæk se det, når det starter på lørdag, og vi skal nok lade op og dele links, men det bliver uden dansk kommentering - og derved også uden al det sjov og ballade vi normalt har med alle jer, inde i Motorsport på discovery+ når vi sender. Den har også været svær at sluge, når man har knoklet i årevis for at få mere cross på sendefladen.
Vi håber inderligt på at budgetter og ambitioner ser anderledes ud til næste år, så vi igen får mulighed for at lave det så godt for jer alle sammen, vi gerne vil. Vi går i hvert fald aldrig hjem, og stopper aldrig med presse på.
Til slut skal der lyde en gigantisk tak til alle der har bakket op, og stadig bakker op. Vi har ikke opgivet.
Foto: Infront Moto Racing 2023 @ M. Zanzani
Comments