JØ Honda Race Report fra A-DM i Korskro
Seje Honda-kørere & sandede huller: JØ Honda Race Report fra A-DM i Korskro
Når A-DM serien rykker vestpå til de jyske sandbaner, skilles fårene i allerhøjeste grad fra bukkene, men JØ Honda Racing Team kørerne fik i weekenden vist at de entydigt hører til i den sidste kategori. MX2 Som altid er denne klasse garant for højt tempo, gode fights og et godt show for publikum. Caspar Ankjær havde taget al sin fightervilje med til Esbjerg, men han var desværre ikke kommet sig nok oven på den ledbåndsskade han pådrog sig i Svebølle. Han var derfor off-pace og endte dagen efter få omgange i første heat. Caspars fokus er nu at bruge de 5 uger, der er til næste afdeling i Randers, til at få benet i topform igen. Jacob Kjær Nielsen var 100% ready4race, og viste god fart med en godkendt startposition 6. I de to heats vandt sandhullerne dog over kondien, men han kørte alligevel en flot samlet femteplads hjem. MX1 Teamets to kongeklassekrigere vidste godt at de var i hårdt selskab i Esbjerg med masser lokale kørere, der er flasket op med tunge og hullede sandbaner, men de kæmpede begge til sidste flag. Magnus Ø. drog vestpå uden at være helt frisk efter både sygdom og knæskade, men med fokus på at få point i bogen, gennemførte han begge heats i stærk stil. Lucas Ankjær var seriøst tændt efter sin flotte andenplads i Svebølle og gav alt han havde i sig. En ting var den stabile kørsel og fine tredjeplads i første heat, men hans fart og format kom for alvor til udtryk i andet heat. Et styrt på anden omgang tændte en ekstra gnist i ham, og med en topklasse opkørsel, sluttede han heatet som femmer, og samlet beholder han sin andenplads i mesterskabet.
Tekst: Lars Meller
Foto: Klaus Rasmussen