Jakob Kjær om en sjov sæson - og muligvis Herning Supercross?

Jakob Kjær Nielsen har haft et sjovt år på sin motorcykel. Bedre kan man vel ikke beskrive det. En femteplads i kampen om DM i MX2-klassen blev det til, måske alene fordi han skippede sidste afdeling i klassen, for at køre i MX1-klassen i stedet - og kom på podiet. Men hvordan oplevede han selv sin sæson? Bliver det mere af det samme til næste år? Og hvad med det der Herning Supercross han aldrig har været med til endnu? Endnu ...
Jakob Kjær Nielsen: "Sæsonen har været super god. Jeg har fået lavet et par fornuftige resultater. Vigtigst af alt haft det rigtig sjovt! Jeg kommer til at træne mere denne vinter end jeg gjorde sidste vinter, da jeg i en alder af 25 år har fået lov af min far til at køre supercross i Herning. Hvis jeg lovede at træne 1 gang om ugen! Og var muligheden der ikke grundet vejr eller arbejde, skulle jeg løbe. Så der foretrækker jeg helt sikkert at køre.
Jeg har jo kørt 2 år i streg af supercross Holland, og et par gange i Finland og Polen tilbage i 16-17. Men jeg har aldrig kørt i Herning, da jeg synes det var for tæt på sæsonen med hensyn til, hvis en skade skulle opstå. Nu er jeg blevet lidt ældre på papiret, så nu synes jeg tiden var til at prøve Herning. Jeg krydser bare fingre for at der er en plads til mig bag bommen, ellers så er der det i hvert fald i pølsevognen.
Næste år bliver igen på en rød for Jens Ø. og JØ Racing. Det er meget afslappet, hvilket jeg synes er sjovt at være en del af. Så mere af det!"