top of page

- Jeg kører stadig en sjælden gang imellem


Mathias Gryning træner stadig på livet løs, efter han selv stoppede på topplan, men i år har han ydermere fået en ny rolle. Nemlig hos DMU, med ansvar for de unge talenter, sammen med Line Dam Nielsen. Vi fik ham derfor lige til at udpensle hvad den rolle præcis går ud på, og da også lige hvad han mener der skal til, for at Danmark løfter sig endnu mere som motocross-nation!


Mathias Gryning: "Jeg synes sådan overall det går rigtig godt! Jeg har det godt og har fundet meget ro i ikke at køre professionelt mere og bruge tiden på mit arbejde i stedet for. Jeg har de sidste år udviklet MotoConcept334 og jeg synes jeg har fundet et rigtig godt setup for mine kørere og dem jeg arbejder med. Jeg tog en uddannelse som idrætslærer og fik en masse gode redskaber om kommunikation, sportspsykologi og så videre, som jeg kan bruge rigtig meget i mit arbejde. Samtidig er jeg kommet lidt i gang inde ved DMU, hvor jeg hjælper til med nogle opgaver så Emil Larsen, kan lægge sit fokus lidt mere på VM og hans Team Danmark hold. Så jeg kan vel ikke klage over at kunne leve af min hobby!


Ved DMU står Line Dam og jeg for udviklingen af de unge drenge og piger, hvilket jeg synes er utrolig spændende. Der er nogle samlinger i løbet af sæsonen, hvor vi så har udtaget en stak kørere til en udviklingstrup, som vi følger. Jeg var i Lommel og Slagelse til EM 65/85cc for at rådgive dem, følge dem og støtte dem. Noget jeg ser som værende en spændende proces, da man allerede fra ung dreng eller pige, gerne må begynde at drømme. Samtidig skal man dog altid have sig selv med i hele processen, og teamet bag skal samarbejde op mod den samme drøm, ved at opnå en masse små delmål. Vi skulle gerne have nogle med til finalen i Loket, Tjekkiet og pt. gør drengene det rigtig godt, så jeg synes det ser fornuftigt ud omkring at skulle nå det mål i år.


Jeg ved ikke om jeg savner at køre cross selv. Jeg har stadig en crosser og kører da også stadig en sjælden gang imellem når drengene lokker. Det er stadig super sjovt og jeg nyder det også rigtig meget når jeg så endelig får kørt! Og om I ser mig til et DM i år? Det må tiden vise, kan man stadig eftertilmelde på dagen?


Og hvordan bliver Danmark en endnu bedre crossnation? Jeg synes generelt at der bliver gjort rigtig mange gode ting - både hos kørerne selv, men også hos DMU, med deres ATK-træneruddannelse og udviklingstrupper. Men i og med at der er en ATK-træneruddannelse, så tror jeg at man skal begynde at kigge lidt hos klubberne og de ting som de gør. Tager man eksempelvis en fodboldklub, så er der ugentlige træninger, hvor der er en masse socialt og en træner som råder og vejleder til hvordan man bliver bedre. Fremfor at man bare kører rundt for at brænde benzin af. Selvfølgelig skal der også være plads til det, men vil man opnå noget i sporten tror jeg på at det er en vej til mere succes for dansk motocross. Motocross er en individuel sport, men man kan lære utrolig meget af at have et lille hold som man træner sammen med.

Samtidig med det, bekymrer det mig også, at baner i Danmark altid er så jævne. Jeg har fuld forståelse for at der skal være plads til alle, men det må være til alles fordel, at når man køre løb, så er man mere sikker og komfortabel på ujævnt terræn. På den måde tror jeg også på, at der kan undgås en masse skader, hvis kørerne får mulighed for at træne på et ujævnt terræn. Eksempelvis kunne man i hverdagene lade banerne stå ujævne og så have dem jævne i weekenden. Det må også gøre det nemmere for de frivillige i klubberne, ikke at skulle jævne banen efter hver eneste træning."

Kommentare


MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
Generic_Externals_2024-933x177-Danish2.jpg
bottom of page