- Jeg skal nok komme stærkt tilbage
Den spanske afdeling af VM for kvinder, gik ikke som håbet for danske Malou Jakobsen, der kæmpede med heldet og starterne i Arroyomolinos. Hun fortæller selv lidt nærmere om hvordan det gik, lige herunder.
Malou Jakobsen: "Løbet i Madrid skulle vise sig at blive et af de hårdeste løb jeg nogensinde har kørt. Mandag, inden afgang til Spanien tirsdag, mister jeg desværre, meget pludseligt, min største supporter og højtelskede morfar. Jeg vidste at min morfar ville sige til mig, at intet må stå i vejen for et løb, så beslutningen om at skulle af sted alligevel var ikke svær. Jeg bøvler stadigvæk med mine starter, og Madrid var desværre ingen undtagelse. I lørdagens løb kom jeg næsten sidst fra start, og måtte igen bruge tiden på at køre mig op igennem feltet. Jeg var bestemt ikke tilfreds med min kørsel, og nåede kun op som 13'er. Ved søndagens løb er jeg så uheldig, at der er én der vælter lige foran mig, og jeg har ingen mulighed for andet, end at køre henover hendes crosser, og jeg må derefter gøre et kort stop, for at sikre mig at alt er OK. Det resulterede i at jeg var udenfor top 20 på de første omgange. Så at jeg nåede om som 10'er i det løb er jeg faktisk nogenlunde tilfreds med. Jeg sluttede som samlet 12'er. Jeg må desværre give afkald på min top 10-placering i den samlede stilling, og jeg er nu rykket ned på 12. pladsen, hvilket bestemt ikke er tilfredsstillende for mig. Jeg har stadigvæk meget at lære og det er kun min anden fulde sæson i WMX, og jeg ved at jeg nok skal komme stærkt tilbage!"
Der resterer nu kun en enkelt afdeling af WMX. Den køres i Tyrkiet senere på året.