Kay Karssemakers bryder også med Riley Racing Kawasaki
- Mikkel591
- 12. feb.
- 1 min læsning

Stormvejret over Riley Racing Kawasaki fortsætter. Det startede ellers flot, da man meldte ud at man havde lavet en aftale med både Tom Guyon og Kay Karssemakers, om at køre en fuld sæson i MX2-klassen til VM, og havde support fra både Kawasaki Benelux og Kawasaki Europa. Men derfra begyndte problemer at hobe sig op.
Skeletterne væltede ud af skabet, og nøglepersoner i teamet blev i hollandske aviser udpeget som figurer og mistænkte i kriminalsager. Sager der allerede stod på første gang teamet var en del af VM-ryttergården. En misære som hollandske myndigheder er ved at finde hoved og hale i, og det er ikke til at sige hvad det ender med.
Faktum er dog nu, at Tom Guyon i januar meldte ud at han havde brudt med teamet og jagtede et andet sæde. Og i går blev det sidste søm i ligkisten så tilsyneladende slået i låget, da Kay Karssemakers online meldte ud at også han forlader teamet, og derved står uden sæde her under tre uger til første VM-afdeling. En super ærgerlig udvikling, især for de unge kørere involveret.
Foto: Danny Relouw