Kim Sørensen ud af supercross-pension med et brag!
Kim Sørensen har altid haft en god statistik til Herning Supercross, så da han bebudede at han ville vende tilbage i år, efter et år på supercross-pension, var det spændende at se, om de fine tendenser kunne holde. Især da han meldte ud, at han desuden havde tænkt sig at stille op på en 250cc 2-takter. Og mens de første åbne træninger blev brugt på at skifte dyser, så var Kim tilbage i sit es da først showet gik i gang fredag og lørdag. Vi fik en status fra ham ovenpå weekenden, der desværre ikke bød på finalepladser, men som i stedet bød på en sejr i danskerheatet om lørdagen - der var en stor del af grunden til at Kim vendte tilbage til at starte med.
Kim Sørensen: "Det var alt i alt en fed weekend. Lidt sværere end jeg forventede dog. Banens beskaffenhed, og så på en 2-takter, var ikke lige den bedste kombination, og ikke det jeg helst havde set. Men hva', vi fik det bedste ud af det, og jeg havde alligevel nogle sjove heat. Weekendens højdepunkt var selvfølgelig lørdagens danskerheat, hvor jeg havde god fart i cyklen, og pressede alt hvad jeg kunne. Det var virkelig en fed oplevelse. Jeg havde gerne set en finaleplads, bare én af dagene, men sådan skulle det ikke være i år."