- Lidt frustreret over de fejl
Mikkel Haarup havde en turbulent afdeling af VM i Riola Sardo, hvor tempoet igen var til det helt store resultat, men hvor marginalerne og to dyre fejl kostede i sidste ende. Via en heroisk indsats, så formåede danskeren dog alligevel at få en syvendeplads med hjem - efter at have lavet 42 overhalinger på to heat. Her er et par ord fra det danske es om weekenden på Sardinien.
Mikkel Haarup: "Så er vi færdige i Riola Sardo og det har været en hård weekend. Jeg har været virkelig tilfreds med min kørsel, selvom jeg ikke gjorde det nemt for mig selv. Jeg blev nødt til at kæmpe virkelig hårdt i første heat efter jeg styrtede, og jeg formåede at komme helt op som 5'er, som var et godt resultat, alt taget i betragtning. I andet heat væltede jeg i første sving, så igen havde jeg virkelig en stor opgave foran mig. Jeg kæmpede mig op som 9'er så det var ikke så slemt igen. Min fart er virkelig god, men jeg er lidt frustreret over de fejl jeg lavede i den her weekend."
Foto: Ray Archer