Mikkel Haarup officielt til Monster Energy Triumph Racing i 2024!
Mikkel Haarup skifter til Triumphs spritnye fabriksteam til næste år, der jo som bekendt kommer til at hedde Monster Energy Triumph Racing, hvor han skal jagte VM-titlen i MX2-klassen! Triumph kommer med en helt nybygget cykel til næste sæson, hvor den britiske producent gør alvor af sin fuldbyrdede intention om at komme ind på motocross-markedet. Og i den ambition bliver det danske es altså en nøglebrik. Spændingen omkring hele projektet har været taget til stormfulde højder, og den bliver ikke mindre herhjemme nu, hvor Mikkel bliver en stor del af jagten på succes. På trods af den megen mystik, så er det en glad og forventningsfuld dansker der ser frem mod næste års VM - der meget vel kunne blive den bedste sæson i hans karriere.
Mikkel Haarup: "Jeg er super glad for at være en del af Triumph, og for at skulle være med til at sætte cyklerne på landkortet. Jeg er super imponeret over cyklen, og følte mig tilpas på den, allerede fra den første omgang jeg kørte. Det har været et gigantisk arbejde, for rigtig mange stolte og dedikerede mennesker, så jeg kommer til at gøre mit absolut bedste for at vise deres hårde arbejde godt frem til næste år. Produktet er i hvert fald mere end kampdygtigt. Hele setuppet omkring teamet er meget professionelt, og jeg får uden tvivl de bedste betingelser for at gøre hvad jeg skal. Jeg er meget optimistisk omkring det hele, og jeg glæder mig bare til at komme i gang med at teste, så vi rammer det første GP bedst muligt forberedt. Jeg har i det hele taget følt mig meget velkommen lige siden jeg var i kontakt med folkene bag første gang, og jeg brænder efter at betale dem tilbage for tilliden med nogle gode resultater. Lad os bare komme i gang!"
Danskeren kommer desuden til at have sydafrikanske Camden McLellan som teamkammerat, der jo kommer fra en flot sæson i MX2-klassen, med flere gode præstationer. Teamet ser ud til at komme til at køre i Thor-tøj og Alpinestars-hjelme.
Foto: Triumph Racing
Comments