top of page

Motocross of Nations preview!


Så er det lige før! Motocross of Nations 2022 er her. Det største og mest specielle løb på kalenderen. Klokken 18 i aften trækkes rækkefølgen til bommen i kvalheatene i morgen, og søndag går det løs klokken 19.00, når første heat skal køres. Du kan selvfølgelig se med, live og gratis, på discovery+, men inden vi kommer så langt, så skal vi lige have et fyldigt kig på alle de teams der har fundet vej til Red Bud! For det bliver en vanvittig weekend!


(Husk vores forudsigelser kan du finde i det nyeste afsnit af Motocross Studiet på discovery+.)


Italien

#1 Antonio Cairoli | MXGP - KTM

#2 Andrea Adamo | MX2 - Gasgas

#3 Mattia Guadagnini | Open - Gasgas


Italienerne er forsvarende mestre, og om end det bliver svært at gøre bedriften efter, så er det et stærkt hold de kommer med, med masser af rutine og nye sultne kræfter. Antonio Cairoli har haft en hel sæson kun til at forberede sig til det her ene løb, sådan i grove træk, og selvom han har kæmpet med en skade, så er han stadig Tony. Han kommer til at give sit alt. Adamo er på vej mod stjernerne i VM, og det kan måske give vinger, men Guadagnini også har vist tegn på forbedring til de seneste GP'er.


Holland

#4 Glenn Coldenhoff | MXGP - Yamaha

#5 Kay De Wolf | MX2 - Husqvarna

#6 Calvin Vlaanderen | Open - Yamaha


Holland kommer måske ikke i stærkeste formation, uden Jeffrey Herlings, men de er alligevel et stærkt hold på alle tre pladser. Der skal lige lidt held til, og skulle det regne lidt over Red Bud, gør det heller ikke noget, men de kommer til at være et af de hold vi skal holde øje med. The Hoff er altid giftig til MXoN, og Kay de Wolf er bare typen der excellerer på en scene som den amerikanske. Desuden er Vlaanderen nok opsat på revanche, efter hvad der skete sidste gang han tørnede ud på Red Bud for Holland.


Storbritannien

#7 Dean Wilson | MXGP - Husqvarna

#8 Max Anstie | MX2 - Honda

#9 Tommy Searle | Open - Honda


Tonstung rutine kommer briterne med. Alle tre kørere har været med til MXoN et utal af gange, og lavet gode resultater - OG leveret enorme skuffelser. Dean Wilson og Max Anstie stirrer ind i et VM i supercross der starter lige efter MXoN, og burde være nogenlunde fit begge to, mens Tommy Searle er tilbage i England på fuld tid, og dominerer serierne der. Vi har dog ikke set ham internationalt, siden han trak sig fra VM. Det kan blive alt ellers intet for briterne.


Rusland (Ikke med)


Frankrig

#13 Maxime Renaux | MXGP - Yamaha

#14 Marvin Musquin | MX2 - KTM

#15 Dylan Ferrandis | Open - Yamaha


Frankrig skal altid regnes som en af favoritterne. Dylan Ferrandis har måske ikke kørt så meget i år, men han er udendørs mester i USA i 2021, Maxime Renaux har haft et brag af en rookie-sæson i MXGP-klassen, og sidste gang Marvin Musquin sad på en 250'er til MXoN, blev det til en sejr. Når det så er sagt, så skal alle tre kørere leve op til deres bedste - en tendens franskmænd dog har, lige så snart de får nationalfarverne på brystet.


Belgien

#16 Jago Geerts | MXGP - Yamaha

#17 Liam Everts | MX2 - KTM

#18 Jeremy Van Horebeek | Open - Beta


Det belgiske hold er en spændende størrelse. Jago Geerts på 450'eren, Liam Everts med støtte fra Red Bull KTM i USA, og Jeremy van Horebeek med en passende scene at sige farvel til sin tid som professionel. Der er mange ubekendte, og vi glæder os til at få nogle svar!


Estland

#19 Tanel Leok | MXGP - Husqvarna

#20 Jorgen Talviku | MX2 - Husqvarna

#21 Harri Kullas | Open - Yamaha


Tanel Leok skal køre sit MXoN nummer 20 for sit land, og må siges at lægge den rutinemæssige tyngde der skal til. Samtidig har Harri Kullas vundet i England i år, og i smalle glimt, vist sig i MXGP. Kullas har dog lavet flere pragtpræstationer til MXoN igennem tiderne. Talviku har været i USA for at træne og køre Pro Motocross, og det skal blive spændende at se, om det kommer til at give ham noget ekstra pondus.


Switzerland

#22 Jeremy Seewer | MXGP - Yamaha

#23 Valentin Guillod | MX2 - Yamaha

#24 Kevin Bruman | Open - Yamaha


Schweizerne kommer med et stærkt hold til årets MXoN. Seewer er altid garant for en god indsats, og har flere gange i år lignet en der er tilbage på absolut topniveau. Med Gajser ude af ligningen, er det måske også Seewer man skæver en knivspids mest til, for at gøre MXGP-serien ære, overfor amerikanerne. Holdets to øvrige medlemmer er større spørgsmålstegn. I hvert fald Kevin Brumann. Skiftet til 450'eren har været anonymt, og det er et hårdt felt han er oppe imod. Dog er Guillod for alvor vågnet igen, og har udtalt at han føler gnisten igen. Det bliver spændende at se hvad han kommer med!


Germany

#25 Max Nagl | MXGP - Husqvarna

#26 Simon Laengenfelder | MX2 - Gasgas

#27 Tom Koch | Open - KTM


At de tyske fans gerne ville havde haft et andet hold afsted er en underdrivelse. Ken Roczen er ikke på, da han forbereder sig til VM i supercross, men det er de fleste tyskere ligeglade med. Når det så er sagt, så har de et godt kort i Längenfelder, der har meldt ud at han går efter at vinde MX2-klassen til Nations, og Max Nagl har været flyvende til ADAC MX Masters. Tom Koch har rutine fra VM, men farten er nok mere tvivlsom om han har. Men han har chancen for at få bragt vores ord til skamme, og bevise hvorfor det var ham der kom med, foran Henry Jacobi.


Østrig (Ikke med)


Danmark (Ikke med. Æv ...)


Finland

#34 Miro Sihvonen | MXGP - Honda

#35 Emil Weckman | MX2 - Honda

#36 Jere Haavisto | Open - KTM


Finnerne har fundet de bedste de har, mon om det kommer til at være nok til en stor overraskelse, er måske mere tvivlsomt. Sihvonen har haft en svær sæson i MXGP, og samtidig har Weckman ikke kørt mange GP'er for sit franske team. Han fik et par stykker her til sidst, hvor han i glimt viste top 15-fart. Haavisto er solid, men er faldet fra en lovende karriere i VM, til mere stilfærdige resultater fra andre serier. De skal vise deres livs bedste, hvis der skal overraskes.


Litauen

#37 Domantas Jazdauskas | MXGP - Gasgas

#38 Dovydas Karka | MX2 - Yamaha

#39 Arminas Jasikonis | Open - Yamaha


Det litauiske hold er en løjerlig cocktail. Jasikonis tog en pause fra VM tidligere på året, efter en svær tid, for at finde sig selv. Hvad det ender med er endnu uvist, men han er i hvert fald klar til MXoN for sit land, og det så i Open-klassen. Måske man håber at han kan tænde gnisten igen, med succes på Red Bud? I MX2-klassen har Dovydas Karka fået sikret sig en Star Racing Yamaha at køre på. Hvordan den aftale kom i stand, kunne vi rigtig godt tænke os at vide. Anyway, så er Karka en sprælsk karakter, der i hvert fald ikke kan klage over materiellet i weekenden.


Canada

#40 Dylan Wright | MXGP - Honda

#41 Ryder McNabb | MX2 - Honda

#42 Tyler Medaglia | Open - Gasgas


Den canadiske serie går altid lidt under radaren her i Europa. Men der er faktisk et par ferme karle iblandt. Dylan Wright overraskede i hvert fald en del af feltet, med sin indsats til Motocross of Nations sidste år, og han blev canadisk mester i år. Med sig har han en teamkammerat, og en anden canadisk mester, bare i MX2-klassen, Ryder McNabb, og rutinerede Tyler Medaglia. De kunne godt vise sig i glimt.


Letland

#43 Karlis Sabulis | MXGP - Husqvarna

#44 Karlis Reisulis | MX2 - Yamaha

#45 Toms Macuks | Open - KTM


Det lettiske hold er et mix af talent, og rutine fra alle de store 450-serier, der ikke er VM. Karlis Reisulis var i medaljerne i årets EMX125, og tager hul på 250-livet på Red Bud. Både Sabulis og Macuks er bundsolide, men topniveauet er måske ikke helt nok til et wow-resultat.


Spanien

#46 Jorge Prado | MXGP - Gasgas

#47 Guillem Farres | MX2 - Yamaha

#48 Ruben Fernandez | MXGP - Honda


Spanien har momentum, og kunne godt ligne en stor dark horse! Jorge Prado ser ud til at være i bedring fra sin sygdom, og vi har set han har tempoet i år. Samtidig er Guillem Farres på et øjeblik gået fra at være Youngster-kører i ADAC MX Masters, til at befinde sig på en Star Racing Yamaha, og køre på fabriksgrej i USA. Han gjorde det godt i de afdelinger af Pro Motocross han nåede, og har trænet med Star Racing op til løbet, så han er uden tvivl topmotiveret. Til slut er Ruben Fernandez lige blevet bekræftet som Hondas anden officielle fabrikskører i MXGP i 2023 ved siden af Tim Gajser. Hvis alle mand rammer dagen, så kunne det godt blive stort for Spanien.


Tjekkiet (Ikke med)


Bulgarien (Ikke med)


Sverige

#55 Alvin Östlund | MXGP - Yamaha

#56 Albin Gerhardsson | MX2 - Husqvarna

#57 Fredrik Norén | Open - KTM


Sverige er selvfølgelig på pletten, og har fornuftige muligheder, om ikke andet, så måske for top 10, hvis alt går vel. Meget står og falder med Norén, der lige nåede at vende tilbage, inden Pro Motocross sluttede. Det gjorde han igen bundsolidt, og han skal nok markere sig i weekenden. Kan han holde dampen oppe til mål? Det er spørgsmålet. Det har knebet lidt til MXoN før i tiden. Alvin Östlund har netop afsluttet endnu en ... vanlig VM-sæson. Resultaterne fortsætter med at være ... meh, for svenskeren. Så hvis han skal redde noget fra sin sæson, så er det nu. Til slut har 2022 bare været gennembrudsåret for Gerhardsson. Svensk mester, VM-debut, og nu også MXoN-debut. Vi er spændte på at se hvor det tager ham hen.


Sydafrika

#58 Tristan Purdon | MXGP - KTM

#59 Camden McLellan | MX2 - KTM

#60 Cameron Durow | Open - KTM


Et solidt hold fra Sydafrika er klar til at tage imod i USA. Camden McLellan har været i Europa i mange år, og viser hele tiden små tegn på fremskridt i EMX250 og ADAC Youngster. Samtidig har også Tristan Purdon været i Europa i noget tid nu, hvor han blandt andet har kørt i England og trænet med Shaun Simpson.


Polen (Ikke med)


Irland

#64 Martin Barr | MXGP - Husqvarna

#65 John Meara | MX2 - KTM

#66 Stuart Edmunds | Open - Husqvarna


Irland vinder B-finalen, og så kommer de med den vej. Det har efterhånden været traditionen i løbet af de sidste 10 år, hvor det er sket en del gange. Men i 2021 blev der drama, da landstræneren valgte ikke at udtage Martin Barr. Det er der rettet op på denne gang, både Barr og Edmonds er med igen, igen, og de er klar til at kæmpe sig vej til A-finalen. Uanset hvor mange heat det så kræver.


Venezuela

#67 Anthony Rodriguez | MX1 - Honda

#68 Raimundo Trasolini | MX2 - KTM

#69 Lorenzo Locurcio | Open - KTM


Venezuela kommer med et hold der har prøvet lidt af hvert. Rodriguez kørte i en del sæsoner i USA, inden han prøvede sig af i Europa. Derfra er turen nu gået videre til Brasilien, hvor han huserer. Han blev meldt ud som en af dem der skulle køre VM i supercross, men det blev siden trukket tilbage. Locurcio holder også til i Europa, hvor han kører for tjekkiske JD Gunnex KTM. Det har dog været en sæson plaget af skader for ham.


Slovenien (Ikke med)


Slovakiet (Ikke med)


Kroatien (Ikke med)


Portugal (Ikke med)


Ukraine (Ikke med)


Island

#85 Gunnlaugur Karlsson | MXGP - Husqvarna

#86 Eidur Orri Palmarsson | MX2 - Yamaha

#87 Eythor Reynisson | Open - Yamaha


Islændingene er med, som sædvanlig. Ledt an af Eythor Reynisson, der til daglig huserer i England, men nu mest slår sig på at lave træningsvideoer, og undervise crosskørere online.


Grækenland (Ikke med)


Marokko

#91 Anwar Hachti | MXGP

#92 Saad Soulimani | MX2

#93 Houmame Gabari | Open


Saad Soulimani er ligesom sidste år, holdets største stjerne. Han er dog oprindeligt fra Frankrig, og gør det især flot i EM-klasserne, når underlaget er stenhårdt og teknisk. Sidste år havde Marokko ikke heldet med sig i Italien, hvor det blev til en del DNF'er.


Nationer herunder, er dem som ikke var med i 2021:

Norge

#94 Cornelius Tøndel | MXGP - Fantic

#95 Kevin Horgmo | MX2 - Kawasaki

#96 Haakon Österhagen | Open - Fantic


Nordmændene kommer næsten i stærkeste formation - nu hvor Haakon Fredriksen er ude med skade fortsat. Kevin Horgmo har haft sit gennembrud i VM, og må helt sikkert regnes som en af dem der skal holdes øje med i MX2-klassen. HVIS han kan hive sin stabilitet op - som han virkelig har gjort i sæsonens anden halvdel. Tøndel var med til det sidste i kampen om EM-medaljerne i EMX250-klassen, men det er selvfølgelig usikkert hvordan skiftet til 450'eren bliver - selvom han før har kørt nationale mesterskaber og EM på en 450'er. Österhagen kommer på sin 2-takter, og holdets yngstemand har nok fået tilsendt mange videoer af Carmichael vs Everts fra MXoN i Zolder i 2003.


Japan

#97 Yuki Okura | MXGP - Honda

#98 Jo Shimoda | MX2 - Kawasaki

#99 Kota Toriyabe | Open - Yamaha


Udover Hunter Lawrence, så er Jo Shimoda i vores øjne, måske en af de største favoritter til at tage den samlede sejr i MX2-klassen. I hvert fald af de USA-baserede kørere. Japaneren har virkelig slået igennem i år i USA med en samlet sølvmedalje, og giver derved sit hold gode muligheder. Det eneste vi endnu mangler at se, er det direkte styrkeforhold mellem MXGP og Pro Motocross. Det har vi ikke fået målt direkte før nu, hvilket gør det her MXoN så spændende at følge!


USA

#101 Eli Tomac | MXGP - Yamaha

#102 Justin Cooper | MX2 - Yamaha

#103 Chase Sexton | Open - Honda


USA SKAL vinde. Alt andet ville være en fadæse. Tomac og Sexton er i deres livs form, og kommer lige fra en episk titelduel i Pro Motocross, og Justin Cooper kan også levere, når heldet - og starten - er med ham. Alt er kørt i stilling til at de skal overkomme 11 års titeltørke, og hive trofæet hjem på hjemmebane. Men akkurat som vi påpegede ovenfor, så aner vi ikke hvor deres topniveau er, i forhold til MXGP-kørerne. Det finder vi ud af. Og hold-nu-på-hatten hvor bliver det spændende!


Mexico

#104 Felix Lopez | MXGP - Husqvarna

#105 Tre Fierro | MX2 - Kawasaki

#106 Jorge Rubalcava | Open - Husqvarna


De tre mexicanere slår primært deres folder i, og omkring, hjemlandet. Felix Lopez har flere titler som latinamerikansk mester, men om det kommer til at være nok på Red Bud, er nok mere tvivlsomt. Tre Fierro har kørt et par afdelinger af Pro Motocross i år, men uden point til følge.


Guam

#107 Benny Bloss | MXGP - KTM

#108 Josh Varize | MX2 - KTM

#109 Sean Lipanovich | Open - KTM


Team Guam har overtaget for Team Puerto Rico i år, og består - selvfølgelig - af tre amerikanske kørere. (Det kan lade sig gøre, fordi Guam er en stat, bestyret af en anden stat - nemlig USA. Det er lidt teknisk.) Benny Bloss bliver et sjovt indslag, og "Baby Giraffe" gjorde det faktisk fint hen imod slutningen af Pro Motocross-sæsonen. Samtidig er Varize også solid, og var i spil til et fabriks fill-in ride i foråret.


Chile

#110 Felipe Pavez | MXGP - Kawasaki

#111 Hardy Munoz | MX2 - Husqvarna

#112 Ben Garib | Open - Yamaha


Hardy Munoz er uden tvivl chilenernes største navn, skønt han plejer en rolig tilværelse som privateer i USA. Det betyder dog at han måske har lidt knowhow til de to andre, som hele holdet måske kan nyde godt af. 7 point tog han i årets Pro Motocross.


Australien

#113 Mitch Evans | MXGP - Honda

#114 Hunter Lawrence | MX2 - Honda

#115 Jett Lawrence | Open - Honda


Udover USA, så måske det mest hypede team til dette års MXoN! Mitch Evans fik tur i den mod slutningen af MXGP-sæsonen, og kører sit sidste løb for fabriks-Honda. Med sig har han Lawrence-brødrene, hvoraf Jett kører sit første 450-løb, efter at have nappet alt det guld han kunne i årets 250-serier i USA. Hvordan kommer han til at gøre det? Hele verden venter spændt. Samtidig ligner Hunter en smal favorit i MX2-klassen, og australieren har den fordel, at han har kørt i Europa tidligere, og derfor kender lidt til den scene i forvejen.


Filippinerne

#116 Rhowell Mangosong | MXGP - Yamaha

#117 Polini Francisco | MX2 - Husqvarna

#118 Ralph Ramento | Open - Kawasaki


Kørerne fra Filippinerne huserer mest i deres hjemlige serier, men har valgt at prøve kræfter med alle de store til Motocross of Nations.


New Zealand

#119 Josiah Natzke | MXGP - Kawasaki

#120 Brodie Connolly | MX2 - Yamaha

#121 Rhys Carter | Open - Yamaha


New Zealand er altid god for en fight om at komme i A-finalen, og med Josiah Natzkes gode form i USA under Pro Motocross og i Canada senest, har de lidt et trumfkort der. De fleste husker ham måske for et mislykket ophold i Europa, men han har været solid i Nordamerika i denne sæson, efter at have været hjemme i New Zealand og regruppere.


Ecuador

#122 Miguel Cordovez | MXGP - KTM

#123 Andres Benenaula | MX2 - Kawasaki

#124 Pablo Vivanco Crespo | Open - Gasgas


Når MXoN rammer den anden side af Atlanten, så betyder det også at mængden af latin- og sydamerikanske hold øges. Ecuador er et af de hold, der nok ikke kommer til at gøre den vilde forskel i den samlede stilling. Men hey, VM for hold, bør have hold fra hele verden!


Honduras

#125 Cristian Fernandez | MXGP - KTM

#126 Gerhard Matamoros | MX2 - KTM

#127 Jose Fernandez | Open - KTM


Honduras er måske ikke noget stort land, og deres indsats på banen bliver nok til at overse, men de viser at motocross er noget man går op i, overalt!


Brasilien

#128 Ramyller Alves | MXGP - Husqvarna

#129 Enzo Lopes | MX2 - Yamaha

#130 Fabio Santos | Open - Yamaha


Brasilien er altid god for en A-finale, om ikke andet. Enzo Lopes er efterhånden ved at have etableret sig i USA, og gør det fornuftigt, især når det kommer til supercross. Alves er også en af dem der har haft USA som base i lang tid, og har desuden god erfaring fra tidligere versioner af MXoN.


Israel

#131 Erez Melman | MXGP - KTM

#132 Suff Sella | MX2 - KTM

#133 Ariel Dadia | Open - TM


Det er måske foregået i det små, men Israel har øget sin tilstedeværelse i de internationale serier i 2022. Ikke mindst i EMX125, hvor der har været israelske kørere til start ved stort set alle afdelinger. Det føles derfor naturligt, at landet sender et hold til MXoN, hvor de også har deltaget før.


FIM Latin America

#134 Marco Antezana | MXGP - KTM

#135 Yarod Vargas | MX2 - 250

#136 Franklin Noguera | Open - Gasgas


FIM Europe

#137 Bence Pergel | MXGP - KTM

#138 Julius Mikula | MX2 - KTM

#139 Pavlo Kizlyak | Open - KTM


De to FIM-hold er stadig lidt en gåde. Vi har jagtet en forklaring på at de overhovedet eksisterer, men indtil videre må vi give fortabt. Julius Mikula har vist flere gode takter i 125-klasserne i år, og må betragtes som de holds ubetinget største navn.

MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
Generic_Externals_2024-933x177-Danish2.jpg
bottom of page