Skadesupdates efter Argentina
Der var lidt for mange kørere der måtte trække sig fra det argentinske GP i den forgangne weekend med skader, og efterhånden som de kommer hjem, og får besigtiget skaderne, kommer der meldinger på dem. Vi har lige prøvet at samle et par af de vigtigste her.
Kay de Wolf styrtede i første heat og blev liggende uhyggeligt længe, efter at have slået sit hoved. Der var dog ingen brækkede knogler, og det ser ud som om at den unge hollænder er okay.
Det samme kan ikke siges om hans teamkammerat, Roan van de Moosdijk. Efter sit voldsomme styrt i kvalheatet, har hollænderen fået konstateret en brækket skulder, brækket kraveben og et brækket håndled. Bruddet i skulderen er kompliceret og kommer til at kræve operation. Det betyder at der går en rum tid, inden vi får van de Moosdijk at se igen.
Brian Bogers styrtede under kvalheatet lørdag, og slog sin skulder af led. Der er endnu ikke meldt noget yderligere ud om omfanget af skaden.
Gianluca Fachetti var omdrejningspunkt i weekendens måske mest dramatiske situation, da han styrtede i starten af andet MX2-heat, og feltet fik rødt flag. Heldigvis slap italieneren nådigt, med et skadet håndled og nogle trykkede ribben.
Alberto Forato var der måske flere der bemærkede, ikke var ved sine fulde fem. Det var fordi italieneren kørte helt GP'et med madforgiftning, der gjorde at han "kørte rundt uden at ane hvad han lavede," som han selv så malerisk udtrykt det på SoMe. Han skulle dog være fit for fight igen næste gang.
Isak Gifting styrtede i omstarten i MX2-klassen, og pådrog sig efterlydende et brækket kraveben, der måske var nådigt sluppet, fra den voldsomme tur i jorden.
Vi håber alle mand er hurtigt på højkant igen.
Foto: Juan Pablo Acevedo