Skal det være i år? - WMX 2021!
At dansk motocross for kvinder hører til i verdenseliten er ingen nyhed. Vi har bunkevis af stjerner og talenter, masser af deltagere til DM for Damer, og med VM-start 2021 kun en dag væk, så kunne det godt blive en stor sæson for de danske damer internationalt også! Vi har lige taget et hurtigt kig på startlisten til premieren i Loket, og trukket et par interessante navne frem!
#325 Sara Andersen
Sara lader til at være on-fire! Efter en start på sæsonen hun ikke selv var helt tilfreds med, har hun siden maltrakteret det meste modstand, både i Danmark og i Sverige, hvor hun fører begge serier. Med det hun viste til DM på Hedeland, lover det rigtig godt, for det hårde underlag i Tjekkiet. Alle der ikke har Sara som en kandidat til en medalje i år, er bindegale #såharvisgusagtdet
#131 Line Dam Nielsen
Line kørte sin bedste sæson i VM i 2020 - til trods for at hun missede en afdeling! Og at hun forstår at geare sig selv op, som det hører sig til, når det er verdens bedste man har omkring sig, er der heller ikke nogen som helst tvivl om. Topniveauet er enormt, og vi ved at Line gør hvad hun kan, for at bringe det hele med sig til Tjekkiet!
#705 Malou Jakobsen
En af de mest spændende ting ved VM 2021, er at se hvor Malou kommer til at ligge i feltet. Hun leverede fine ting i VM sidste år, men har i år taget kvantespring fremad, og er nu uden tvivl klar til at udfordre konsekvent i top 10. Danskeren er uden tvivl et af de største talenter i VM 2021, og det kunne bliver rigtig godt!
#153 Barbara Aagaard
Barbara er på startlisten i Tjekkiet, og hun kommer efter en tredjeplads til DM for damer på Hedeland. Hun håber på lidt mere medvind end hun har haft internationalt på det seneste, men tager hun Hedelands-formen med til Loket, så er der bestemt muligheder!
#1 Courtney Duncan
Den forsvarende mester, og forståelige favorit til at tage endnu en titel. Duncan har lige haft det ekstra overfor alle de andre de seneste par sæsoner, og det skal blive spændende at se hvor hun er, når det går løs. Hun har trænet primært hjemme i New Zealand over vinteren, men vi spår at hun kommer, guns blazing, når bommen falder.
#85 Nancy van de Ven
Van de Ven sluttede med sølvet sidste år - á point med Courtney Duncan, og tørsten efter at vaske det nederlag af sig, er uden tvivl stort hos hollænderen. Om hun kommer til at trække det længste strå i år, får vi en god indikator på i morgen!
#8 Kiara Fontanesi
Fontanesi er allerede halvt en legende i VM for kvinder, og en fjerdeplads blev det til sidste år, da hun vendte tilbage til scenen efter at have født. Tempoet er dog ikke helt så overlegent, som det var engang, og elegancen er også forsvundet lidt, hvilket betød at det blev til en fjerdeplads i 2020. Fontanesi har dog trænet intensivt til i år, og hun ved hvordan man vinder guld!
#423 Larissa Papenmeier
Papenmeier er efterhånden veteran i damernes VM, og kastede sig ydermere over at have sit eget team sidste år, men hun har bestemt stadig fart til at være med. En bronzemedalje blev det til sidste år, hvor hun faktisk var bedre med, end hun havde været de foregående sæsoner. Hvad bliver det til i år? Vi får se.
#274 Amandine Verstappen
Franskmanden kørte kun tre afdelinger sidste år, og formåede kun at få point i tre heat. Når det så er sagt, så var det i feltets rigtig hurtige ende hun sluttede i de tre heat, og med Bud Racing i ryggen, kan hun godt udfordre når forholdene er gunstige.
#188 Shana van der Vlist
Van der Vlist sluttede som 6'er i VM 2020, og har mangt en gang været en torn i øjet på danskerne, når der har skullet deles internationale titler ud. Hun er altid en trussel, især når der skal køres på de mere sandede baner, senere på sæsonen.
#172 Lynn Valk
En femteplads blev det til i VM for Valk i 2020, og siden hun debuterede på stor cykel, så har hun kun udviklet sig positivt. Hvis den udvikling fortsætter ind i sæsonen i år, så kan hun også godt lege med i toppen.
#625 Tahlia O'Hare
Sidste års nummer 10 i VM. Vi har taget hende med på listen, fordi hun i år er kommet til Honda og 114 Motorsports, der jo som bekendt ledes af Livia Lancelot. Lancelot ved hvad det kræver at vinde WMX, og teamet har allerede udrettet mirakler i år med Ruben Fernandez i MX2.
Find hele startlisten til WMX i Loket her: https://docs2.mxgp.com/docs/2021_MXGP_of_Czech_Republic_Entry_List_WMX.pdf
Og til sidst: Vi har fået mange spørgsmål om det, og vi gjorde hvad vi kunne, for at få kvindernes VM på discovery+ i år. Desværre var Infront Moto Racing imod det, selvom Discovery Danmark aktivt forsøgte at få serien i år, så I kunne se den på lige fod med VM MXGP og MX2. MEN aftalen skal genforhandles til sæson 2022, hvor kvinderne står til at komme med, hvis VM-sendingerne fortsat trækker godt med seere. Og Discovery har en benhård ambition om at have WMX i pakken til 2022!
Comentarios