Stærke danskere i Mantova!
Førstedagen til årets andet VM-GP blev både nervepirrende og dramatisk, men heldigvis krydret med fine danske præstationer!
MXGP
Thomas Kjer Olsen kørte forrygende hele dagen, på banen hvor han før har vundet GP'er og et heat sidste år til Motocross of Nations. Og da starten gik til dagens kvalheat, så var danskeren med til at definere det. Han var aggressiv og angreb fremad igennem hele heatet, hvor han næsten nappede Jorge Prado til sidst, og samtidig holdt en hårdt arbejdende Maxime Renaux stangen. Danskeren blev belønnet med en fjerdeplads for sin indsats! Sejren gik til Tim Gajser, der stort set uden modstand, kørte sig til den, og TiGa ligner et godt bud på en vinder i morgen. Jeremy Seewer tog andenpladsen foran Prado.
MX2
Mikkel Haarup havde farten, men desværre ikke heldet. Danskeren vekslede endnu en forrygende start til en femteplads tidligt i kvalheatet, men styrtede så, og måtte "nøjes" med niendepladsen. Han så dog godt ud hele vejen, og det bliver godt at se hvad han bringer til morgendagens heat! Glen Meier måtte desværre en tur i jorden på første omgang, men kører alligevel ind som nummer 20 i morgen. Sejren gik til Jago Geerts, der henviste Tom Vialle til andenpladsen, imens en rigtig stærkt kørende Andrea Adamo tog sig af tredjepladsen, da norske Kevin Horgmo fik fem placeringers straf for at dumpe støjtesten efterfølgende.
WMX
Både Malou Jakobsen, Sara Andersen og Laura Raunkjær kæmpede med starten i dagens enlige WMX-heat, men derfra satte de danske piger turboen til. Malou kørte sig op som 8'er i heatet, imens Sara, med skadet knæ, kørte sig ind på en niendeplads. Laura kom over stregen som nummer 19, og fik derved også point. Sejren gik til hollandske Lynn Valk.
EMX250
Sejren i dagens enlige EMX250-heat løb hollandske Rick Elzinga med. Desværre nåede William Kleemann, Mike Lauritsen og Victor Kleemann ikke videre til de pointgivende heat.
Du kan se alle resultater fra dagen her: https://results.mxgp.com/mxgp/standings.aspx
Husk at følge VM MXGP og MX2-heatene, live og gratis, på discovery+ i morgen!
Foto: Kawasaki