Stærke navne til Gotland Grand National
Det er blevet efterår, og det betyder at enhver forstandig svensker søger mod skoven på motorcykel - og heldigvis lige inviterer sådan cirka resten af verden med. Under alle omstændigheder er det i weekenden blevet tid til årets udgave af det legendariske enduroløb Gotland Grand National, der har et par stærke danskere på pletten i Elite-klasserne. Mathias Jørgensen er for eksempel på startlisten hos herrerne, mens Malou Jakobsen er at finde på startlisten i damernes Elite-klasse. Og det er ikke hvem som helst de to danskere skal op imod.
Herreklassen tæller blandt andet Filip Bengtsson, der kommer med MXoN-tempo i kroppen, Albin Elowson, den svenske mester i enduro og vinder af GGN 2022, Anton Gole, Hamish Macdonald, den New Zealandske dobbelte verdensmester, Eddie Hjortmarker, den 9-dobbelte enduroverdensmester, Steve Holcombe, Eddie Hübner fra Tyskland, der er 6-dobbelt tysk mester, Graham "G-Force" Jarvis, der vist ikke behøver nogen yderligere præsentation, Alvin Östlund, og et væld af andre topkørere fra svensk og skandinavisk motocross og enduro.
Hos kvinderne er tyske Larissa Papenmeier til start, for bare at trække én frem, sammen med for eksempel britiske Jane Daniels, der har vundet VM i enduro fire gange de sidste fem år. Læg dertil også norske Martine Hughes, der har vist sig flot i VM ved flere lejligheder, sammen med den svenske mester i motocross, Matilda Huss. Europamesteren i motocross, norske Mathea Selebø, er også på startlisten. Sidste års vinder hos damerne var svensk, i form af Tyra Bäckström, og hun er også med i år.
Der er i det hele taget mange, mange deltagere - og også danskere i flere af de andre klasser. Du kan sidde og bladre igennem dem alle sammen, her: https://gotland-grand-national.r.mikatiming.com/2023/
Det er også her resultaterne kommer op.
Foto: Crossmor
Commentaires