Strate tilbage i DM-feltet - for en søndag!

Benjamin Strate har levet oldboys-livet i 2021, hvor det primært har været til OB-løb vi har fået lov at se ham. Han har dog stadig tempoet til at være med helt i front - det fik vi at se ved selvsyn til Grand Junior - og nu står han så overfor sin første afdeling af DM-A i år. Derfor blev vi da nødt til lige at høre ham om, hvordan han ser sine muligheder, og om man bliver for magelig, når man kun kører et kvarter ad gangen normalt.
Benjamin Strate: "Jeg forventer først og fremmest en fed dag på Hedeland, hvor jeg forhåbentlig kan have det sjovt, uden alt for mange nerver. Nu har jeg jo skruet lidt ned for træningen i forhold til hvad jeg plejer i løbet af sådan en crosssæson - og også primært kun kørt heat af 15 minutter - Så det bliver spændende om man kan holde tempoet i alle 25 minutter. Der er ingen tvivl om at jeg da rigtig gerne vil køre en top 3-placering hjem, som jeg ved jeg har farten til, men om kondien er der til at hænge på i 25 minutter plus en omgang, er slet ikke til at sige. Ingen tvivl om at jeg håber jeg kan lege med hvor det er rigtig sjovt, men vi må se. Også om jeg overhovedet kommer ud og køre - jeg er jo mest til solskin og fed bane. Ikke alt det smat! PS: Jeg går også efter nogle gode starter!"