top of page

Tanker om anden omgang DM-A


Anden afdeling af DM i Hjørring blev en hård omgang for alle på banen, og der var ikke så lidt dramatik i rette glojernet imod, lige fra træningen gik i gang - så det ikke gjorde spor, at regnen satte ind midt på eftermiddagen.


I MX2-klassen var der lagt op til endnu en duel imellem de to Wozniak Yamahaer med Nicolai Skovbjerg og Magnus Smith ombord - og så Rasmus Pedersen, der var tilbage efter kalenderkonflikt til første afdeling. Og Rasmus startede med lægge en ond omgang ned i tidskvalen', og sætte sig på hurtigste tid. Derfor var der da også lagt op til et brag da først bommen faldt. Det var dog Nicolai Skovbjerg der strålede mest af alle - i et par heat med generelt utrolig højt niveau i toppen. Men Nicolai var dagens oplevelse på Sønderskovbanen. To heatsejre og den samlede sejr i MX2 blev det til, og hvad mere imponerende var, at han også lige acede dagen, ved at vinde superheatet også - endda efter at være styrtet. En fabelagtig præstation, der cementerede at #2 er et af de største sandtalenter kongeriget har set i meget, meget lang tid. Magnus Smith er dog også i sit livs form, og han forsvarede sin røde nummerplade i Hjørring, ved at tage de to andenpladser i de to MX2-heat, og fjerdepladsen i superheatet. Det er dog kun et enkelt point der skiller de to i den samlede stilling, inden næste duel i Svebølle om nogle uger! Det var skønt at have Rasmus Pedersen tilbage. Så let kan det siges. Rasmus var hurtigst i kvalifikationen, og fulgte op med to tredjepladser i de to MX2-heat, inden han for alvor satte trumf på, ved at tage andenpladsen i superheatet - hvilket i øvrigt sendte tre MX2-cykler op i top 5 i det heat. Men i det hele taget var der mange præstationer der skilte sig ud i MX2-klassen i løbet af dagen. Man bliver for eksempel aldrig træt af at snakke om Kim Sørensen, og den determination den mand kan køre motorcykel med. Især en stærk fjerdeplads i andet heat, hvor han halede gevaldigt ind på teamkammeraten Rasmus Pedersen, må siges at være stærkt skuldret - og et tegn på at man ikke skal spøge med sådan en OB'er på krigsstien. Samtidig var der fine takter fra Magnus Gregersen - der også var med, efter at have misset første afdeling til ADAC MX Masters - og Magnus så stærk ud igennem hele dagen, og kørte med et fint overskud, der lod til at have udviklet sig fra sidste år. Samtidig var det blevet sandet, og som sædvanlig så trivedes Thomas Rasmussen i det hullede terræn. Sidste års bronzevinder kørte sig i top 5, og lignede en der hyggede sig derude. Det er også værd at bemærke, at 6 ud af 10 cykler i top 10, var 2-taktere ... Godt at have Mads Vendelbo oppe i top 10, og stærkt gået, Anders Kirial. OG et sidste skud går til Frederik Stampe for at køre 13. pladsen hjem på en 125'er.


I MX1-klassen blev det nærmest en åben slagveksling, der bølgede frem og tilbage. Nichlas Bjerregaard var igen i hopla - hvilket var godt at se, efter den kradse afstigning han nappede i Næstved - og han skød frem i front af første heat. Han måtte dog overlade førstepladsen, men kørte i det hele taget en rigtig klog afdeling i Hjørring, hvor han lod til at have disponeret helt rigtigt. Efter en drabelig duel med Nicklas Haagensen kunne han tage sejren i andet heat, og lagt sammen med tredjepladsen i første heat, var det nok til sejren på dagen. En sjetteplads i superheatet, efterlod Nichlas med flest point af alle i MX1 på dagen. Dog kun et enkelt mere end både Glen Meier og Jakob Kjær Nielsen. Glen var suverænt hurtig rundt på banen, men lignede også en som hullerne fik has på undervejs i de to MX1-heat, så han måtte sætte tempoet ned - inden han lige sluttede med at være bedste MX1'er i superheatet. Det var rigeligt til at tage andenpladsen på dagen. Jakob Kjær Nielsen vandt første heat, og fulgte op med en fjerdeplads i andet, inden han i et godt stykke tid førte superheatet, men måtte nøjes med femtepladsen til slut. Så igen stolpe-ud for Jakob i forhold til sejren på dagen, men han kan dog lune sig over at den røde nummerplade nu sidder på hans cykel i Svebølle, OG at han ser eminent stærk ud. RGS Suzuki Schneider Racing tegner et stærkt billede i klassen. I det hele taget har MX1-klassen været et brag i år allerede, hvor tingene er helt åbne, og Nicklas Haagensen har også været en stor del af bagmændene for den udvikling. En fjerdeplads blev det til i Hjørring, men andenpladsen i andet heat, hvor han kort også var i front, vidner om at #298 mener det alvorligt. Lucas Ankjær havde sine spændende øjeblikke i Hjørring, men hans fokus og ukuelighed kan man ikke tage fra ham. Lucas kørte sit kun andet DM efter tilbagekomsten til sporten, og blev belønnet med samlet femteflest point af alle, inden vi skal en tur til hans shangri-la i Svebølle, hvor vi spår at han godt kunne tage et par ved næsen. Samtidig var hollandske Nick Leerkes et særdeles sympatisk bekendtskab, og han fandt nogle fede løsninger på banen i Hjørring, og var i fuld battlemode hele dagen - virkelig fedt, for en gæst i et andet lands nationale mesterskab. Dem skal vi have tiltrukket flere af til vores serie. Det giver niveau. Desuden skal der da også lige lyde et gigantisk skud ud til OB-toget, Rasmus Johansen, Simon Wulff og ikke mindst Kennet Hvam, der trynede mangt en ungersvend i sandet i går. Åh, og så vil vi lige bevidne, at Stefan Bech igen var godt med i starten, hvis nogen skulle have den frækhed at betvivle det. (Og kørte to fine heat, i øvrigt.)


Dame-klassen led under at der også er VM for kvinder her i weekenden, så vi måtte undvære et par i toppen. Det skal dog ikke tage noget som helst fra dem der var mødt op. Line Dam udbyggede sin føring i den samlede stilling, selvom hun ikke var tilfreds med sin egen præstation. Barbara Aagaard nappede andenpladsen - og valgte altså derved DM i Hjørring og sit speciale, fremfor VM i Spanien, hvis du stadig sidder derhjemme og spekulerer over lige det. Samtidig var det også herligt at have Catja Rasmussen tilbage på pallen, når hun stadig døjer med sin ødelagte hånd, som har været en hæmsko i en rum tid efterhånden.


I det hele taget var det en spektakulær dag, hvor det var sååååååå fedt med masser af kørere til start. Vi håber ikke dem der faldt af kom alt for galt afsted, men vi må bare konstatere, at banen i Hjørring bare kræver noget helt specielt.


Vi ses i Svebølle!


Husk du kan finde resultaterne her: https://speedhive.mylaps.com/events/2602908

Comments


MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page