top of page

Tanker om tredje omgang DM-A

Det blev endnu en vild dag til DM-A i går, da Svebølle lagde underlag til tredje afdeling. Løjerne startede vådt, da regnen satte ind lige inden træningen startede, og kvitterede med en tordenbyge ned over MX2'erne, der satte sit præg på det meste af formiddagen. Det stoppede dog igen kort efter, opklaringen kom og så var der ikke mere regn, til de heldigvis mange mennesker, der var mødt frem for at se ræs. Og hvad de ikke fik i regn, de fik de så rigeligt i drama!


I MX2-klassen var der dog ingen slinger i valsen for Nicolai Skovbjerg. Imens hans teamkammerat, Magnus Smith, opgav sin røde plade i DM, for at nappe den til SM i stedet, så gjorde Nicolai hvad han skulle. Skovbjerg var i en klasse for sig og vandt begge heat, mens han også tog fuld pointgevinst i superheatet, ved at blive 2'er. Han ligner en der er på vej til sit første mesterskab i A-klassen i første forsøg. Andenpladsen tog Kim Sørensen sig af, på trods af at en maskinskade var tæt på at slutte det hele tidligt i første heat, da 2-takteren pludselig dykkede med snuden for Kim hen over et dobbelthop, men han landede den og nøjedes med at tabe et par placeringer. En andenplads i andet heat og de 9 MX2-point i superheatet, var alt han skulle bruge for også at lægge sig op på andenpladsen i mesterskabet. Samtidig blev dagen mindeværdig for Mikkel Nyvang. For det første besøg på podiet i MX2-klassen var en realitet, da fjerdepladsen kom i hus i andet heat og blev lagt til tredjepladsen fra første, og det hele blev krydret med tredjeflest MX2-point i superheatet til slut. Det betyder også at Mikkel skyder godt frem i den samlede tabel - ikke mindst fordi det kun var halvdelen af top 10 der var mødt frem i Svebølle. Af andre præstationer der sprang i øjnene, må Mads Vestergaard på femtepladsen helt sikkert trækkes frem. Mads var solid hele dagen, og klokkede omgange i heatene som en maskine. Det blev fortjent til en top 5-placering for ham, på en dag der også vidnede om at Asger Martens er ved at være i omdrejninger igen, mens Anders Kirial igen gjorde det fornemt, sammen med Emil Gordon. Ooooog så skal vi da også lige fremhæve Mads Vendelbo! Fine starter og en andenplads i første heat, vidner om at #181 er ved at være tilbage i fuldt firspring. Mere af det!


Vi havde spået om at Lucas Ankjær kunne overraske på Bøllen, som han mestrer bedre end det fleste, og det gjorde han så! Faktisk var han bedst af alle og kunne tage sejren på dagen i MX1-klassen. En imponerende bedrift, kun tre løb inde i hans comebacksæson, og han er nu oppe på tredjepladsen i kampen om mesterskabet. Andenpladsen tog Glen Meier sig af, og da han samtidig styrede sin Suzuki igennem superheatet på førstepladsen, ja så betyder det at den røde nummerplade skifter plads under teltet hos RGS Suzuki Schneider Racing. Glen så i det hele taget komfortabel ud det meste af dagen, og vi kunne ikke lade være at tænke, at han virker som en godt match med sin gule cykel. En anden der også er et godt match med sin gule cykel er Jakob Kjær Nielsen. Der dog ikke matcher helt lige så godt med sine briller ... JKN vandt første heat i overlegen stil, men en besværlig start i andet heat sendte ham på arbejde, og ligesom i Hjørring, begyndte hans briller igen at drille. Efter flere omganges roden med dem, endte han med at køre ind for at skifte, og det kostede i sidste ende. Han er dog stadig på den samlede andenplads, efter en andenplads af MX1-cyklerne i superheatet. Tredjepladsen på dagen tog Benjamin Strate sig af, og selvom Benner ærgrede sig lidt over ikke at kunne holde det tempo han lagde ud i, så må en tredjeplads være fin at tage med, når man tænker over mængden af forberedelse. Det bliver dog formentlig det sidste vi får lov at se Benjamin til DM i år, da noget så OB-agtigt som at lave hus, kommer i vejen. En der ligeledes befandt sig godt på banen i Svebølle, var Frederik Goul Jensen, der med en sjetteplads fik vist sin lyseblå cykel fint frem, og Frederik satte virkelig to stabile heat sammen, på en bane der blev mere og mere smadret og stenet.


85-klassen leverede dagens bedste ræs og største drama. Bertram Thorius kom til hjemmebanen med den røde nummerplade på cyklen, dog ikke langt foran Storm Maymann - der ligeledes har hjemmebane i Svebølle og kører den bane bragende hurtigt - med Søren Winther på tredjepladsen. Og da starten til første heat gik, så var kampen om den røde baggrund i gang fra omgang 1! Storm Maymann fik hurtigt kørt sig i front, med nogle kloge, hurtige omgange til at starte med. Bertram Thorius kom dog op på andenpladsen, og arbejdede sig langsomt op til Storm - kun for at køre i stykker på de absolut sidste omgange. Herefter blev dramaet totalt, da en anden kører bragede ind i Bertram efter han var gået i stå. Det betød at Storm kunne tage sejren, og lægge sig i spidsen af serien. Der var derfor meget på spil til andet heat - der endte med at blive dagens fedeste heat! Igen var Storm Maymann hurtigt i front, med Bertram Thorius jagtende efter sig. Bertram arbejdede sig langsomt tættere på Storm, og de to havde en kongeduel hen mod slutningen - alt imens Søren Winther også lukkede hullet op til de to. Storm og Bertram skiftede placeringer flere gange, inden Søren lige pludselig sprang forbi Bertram, og så var han oppe på andenpladsen. Op på førstepladsen kom han også, mens Bertram kom forbi Storm. Til slut kom Bertram også forbi Søren og kunne tage sejren, men det betød også, at Storm vandt på dagen. Et fuldstændig magisk heat af de tre små gutter, og vi lyver ikke, når vi siger at publikum hang ud over hegnet og jublede. (Hvem der vandt Superligaen? Er vi egentlig ikke ligeglade?) Søren Winther tog andenpladsen på dagen, foran Sigurd Thomsen, der samtidig må aspirere til dagens Fairplayer, efter at have stået af cyklen på bommen og hjulpet Storm Maymann med at få hans holeshot ned, lige inden starten gik i andet heat.


Næste afdeling af DM er i Holstebro i starten af juli.


Husk at alle resultaterne fra Svebølle ligger her: https://speedhive.mylaps.com/events/2632138

MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page