Vanvittig VM-premiere!
Vi har ventet, længtes og ventet lidt mere, men i dag var VM ENDELIG tilbage, da russiske Orlyonok tog imod og den smukt beliggende bane, med udsigt over Sortehavet lagde underlag til VM-premieren. Der var tre danskere med, og der var fuldt smæk på dramaet over hele linjen!
MXGP
Thomas Kjer Olsen skulle køre sit første GP i kongeklassen, og det var nok få af os, der kunne have drømt om en stærkere debut fra TKO! Efter at have været næsten sidst fra start i første heat, kørte han sig hele vejen op igennem feltet til ottendepladsen over stregen, og med et styrt i andet heat, formåede danskeren alligevel at blive nummer syv. En fantastisk bedrift i det historisk stærke felt, da det gav en samlet sjetteplads på dagen. Den HELT store oplevelse var dog Tim Gajser, der vandt første heat sikkert, og så styrtede i anden heat, men alligevel formåede at køre op og forbi alle de andre forhåndsfavoritter. Der var kun TiGa i dag, og så var alle de andre bare med. Jeffrey Herlings tog den samlede andenplads, foran Romain Febvre. Det var dog også en dag der bød på mange kedeligt styrt, og vi håber alle er klar igen til anden afdeling i England om 14 dage!
Resultat, GP Rusland:
1. Tim Gajser - Honda
2. Jeffrey Herlings - KTM
3. Romain Febvre - Kawasaki
4. Alessandro Lupino - KTM
5. Jeremy Seewer - Yamaha
6. Thomas Kjer Olsen - Husqvarna
7. Jorge Prado - KTM
8. Pauls Jonass - GasGas
9. Jeremy van Horebeek - Beta
10. Antonio Cairoli - KTM
Samlet:
1. Tim Gajser - 50p
2. Jeffrey Herlings - 40
3. Romain Febvre - 37
MX2
Både Mikkel Haarup og Bastian Bøgh Damm var klar til dagens afdeling - Bastian til sin debut, og det var da også Bastian der bragede ud på alles læber, ved at komme som 2'er fra start i første heat! Et par fejl fulgte, så Bastian dumpede lidt ned i rækken, men han kom stadig fra første heat med 3 point. Mikkel Haarup arbejdede sig op igennem feltet, og sluttede første heat som nummer 13. Desværre var der ikke så meget held i sprøjten til danskerne i andet heat. Det resulterede i at Haarup sluttede GP'et som nummer 15, imens Bastian sluttede som nummer 20. Det er dog værd at hæfte sig ved, at der var point til alle danskere i alle heat! Sejren gik til Tom Vialle, der tromlede hen over alt og alle, og vandt begge heat sikkert. Andenpladsen gik til en heroisk kæmpende Ruben Fernandez, der nok fik hævet et par øjenbryn over hele linjen, imens Mathys Boisrame sluttede podiet af. Jago Geerts humpede igennem med sit skadede knæ, men sluttede som nummer 12, og måtte bare se Vialle trække fra allerede fra start.
Resultat, GP Rusland:
1. Tom Vialle - KTM
2. Ruben Fernandez - Honda
3. Mathys Boisrame - Kawasaki
4. Roan van de Moosdijk - Kawasaki
5. Rene Hofer - KTM
6. Maxime Renaux - Yamaha
7. Jed Beaton - Husqvarna
8. Mattia Guadagnini - KTM
9. Simon Längenfelder - GasGas
10. Jan Pancar - KTM
Samlet:
1. Tom Vialle - 50p
2. Ruben Fernandez - 42
3. Mathys Boisrame - 40
Husk at du kan gense alle heat on-demand, gratis, på discovery+: https://www.discoveryplus.dk/programmer/motocross-world-championship
Alle resultater her: https://results.mxgp.com/mxgp/standings.aspx
Næste afdeling køres i England om 14 dage, og der kan du selvfølgelig også se med, live og gratis, på discovery+!
Foto: Juan Pablo Acevedo
Comments