Victor Kleemann med 2024 på plads!

Victor Kleemann kom til skade i Arnhem, under EMX250-afdelingen, hvilket satte en stopper for en ellers fin sæson, hvor danskeren var på vej tilbage i form, efter længere tids kamp med skader. Victor er dog kommet tilbage på cyklen i dag, og samtidig er 2024 på plads - OG det tegner til at blive et yderst spændende år, hvor der både bliver skiftet klasse, team og der samtidig dufter lidt af VM ...
Victor Kleemann: "Jeg vil sige det går rigtig fint med at komme sig over skaden. Jeg har lige været på cyklen første gang i dag efter Arnhem, så det går fremad! Jeg har desuden flyttet træner og opholdssted her til 2024, så det har tiden også gået med. Jeg skal til næste år arbejde med Michael Kartenberg, og holde til på hans lokation kaldet MX Center Germany i Stendal. Jeg kommer i 2024 til at stille op i 450cc-klassen som rookie, så der er meget nyt, og jeg skal køre ADAC MX Masters, EMX Open, lidt tyske mesterskabsafdelinger og 4-5 MXGP-afdelinger der ligger i nærheden. Jeg kommer til at stille op for teamet AMX Racing, som jeg ser utrolig meget frem til at samarbejde med. Jeg er ekstremt glad og spændt på hvad næste sæson kommer til at bringe. Og jeg føler mig heldig og stolt over at have fået muligheden for at prøve mig af på den helt store verdensscene, i kongeklassen i motocross. Jeg knokler på og giver alt hvad jeg har!"
Vi skulle hilse fra Victor og sige, at der altid er plads til flere sponsorer bag ham, så han kan fokusere endnu mere på sin kørsel. Så send ham da lige et røgsignal, hvis du har penge at investere i nok den bedste sag i hele den vide verden: Motorløb.