top of page

Vild dag i Lommel - med gode danske takter

... også selvom danskerne måske ikke lige havde det sidste held, på den nydesignede bane i Lommel, der dog som sædvanlig bød på både onde, onde huller og vilde heat på førstedagen til det belgiske GP!


MX2

Mikkel Haarup kørte sig selv bedre og bedre. Fra en 14. plads i fri træning, til en 8. plads i tidskval', og så op som 5'er i kvalheatet, må siges at være en stærk indsats af danskeren, der aldrig har sluttet et GP i Lommel i den samlede top 10. Desværre var det heller ikke denne gang uden malurt i bægeret for Mikkel ... Nær slutningen af kvalheatet begyndte hans omgangstider at falde, han mistede placeringer og endte med at udgå af heatet. Det betyder at Mikkel kører ind som sidste mand på bommen i morgen. I stedet blev dagen en stor sejr for Rasmus Krogh Jørgensens tropper. På dagen hvor det blev officielt at de fortsætter samarbejdet med Husqvarna fremover, kørte Kay de Wolf sig ind på førstepladsen, mens Lucas Coenen tog sig af andenpladsen. Simon Längenfelder tog tredjepladsen. Oscar Brix skulle have været med, men kæmpede med nakkeproblemer, mens også den forsvarende verdensmester, Andrea Adamo, sad ude, efter sine knubs fra sidste weekend.


Resultat, kvalheat, GP Belgien:

1. Kay de Wolf - Husqvarna

2. Lucas Coenen - Husqvarna

3. Simon Längenfelder - Gasgas

4. Rick Elzinga - Yamaha

5. Liam Everts - KTM

6. Camden McLellan - Triumph

7. Karlis Reisulis - Yamaha

8. Sacha Coenen - KTM

9. Ferruccio Zanchi - Honda

10. Scott Smulders - Honda

25. Mikkel Haarup - Triumph


MXGP

Også i MXGP-klassen blev vi forkælet med et vildt heat. Igen leveret af Jeffrey Herlings. For Jorge Prado tog starten, med Tim Gajser efter sig, og de to stak af fra resten. The Bullet var tæt på at styrte på vej ned ad starten, og kom derfor ikke med, men igen tog han fat. En for en kørte han de andre ind, indtil han nåede Prado på sidste omgang, og næsten kom forbi. Men spanieren holdt hovedet koldt og kan køre først til bommen i morgen, foran Herlings og Gajser. Danske Nikolaj Skovgaard har altid været mere til sand, og det skinnede igennem i Lommel. Nikolaj kører ind som nummer 31 i morgen. Der var desuden flere strålende præstationer - ikke mindst fra vores norske ven, Kevin Horgmo, der satte en solid femteplads i banken, mens Conrad Mewse var tilbage i VM-sammenhæng, med en tredjeplads i tidskval', og en ottendeplads i kvalheatet.


Resultat, kvalheat, GP Belgien:

1. Jorge Prado - Gasgas

2. Jeffrey Herlings - KTM

3. Tim Gajser - Honda

4. Calvin Vlaanderen - Yamaha

5. Kevin Horgmo - Honda

6. Brian Bogers - Fantic

7. Romain Febvre - Kawasaki

8. Conrad Mewse - Honda

9. Andrea Bonacorsi - Yamaha

10. Jeremy Seewer - Kawasaki

31. Nikolaj Skovgaard - KTM


EMX250

Efter en lille pause, var EMX250-klassen tilbage på bommen i dag, og tre danskere var på pletten for at forsøge at få det bedste ud af det. Nicolai Skovbjerg har flere store præstationer i Lommel på CV'et, og han viste igen strålende tempo i dag. Han kvalificerede sig som nummer 14, og var derfor klar til heat. Desværre fik han ikke starten helt med sig. Nicolai kom afsted udenfor top 20, men derfra tog han så fat. Han surfede sig hele vejen op til 11. pladsen til slut, og da lettiske Mairis Pumpurs fik straf for ikke at komme igennem støjkontrollen, ja så var top 10-placeringen fortjent i hus for Nicolai. Mads Fredsøe klarede sig også videre til de pointgivende heat, men igen fik han ikke sat en ordentlig kval-omgang ind. Det betød at Mads trak til bom som nummer 31 - hvilket danskeren helt tydeligt havde mere tempo til. Og ganske rigtigt. En kaotisk start så Mads runde første omgang som nummer 13, inden han kæmpede indædt om placeringerne hele heatet igennem, og sluttede som nummer 18. Det blev vekslet til en 17. plads, da Cole McCollough fik straf for at skære banen. Lucas Søndergaard forsøgte også at kvale' ind, men desværre var der ikke heat til Lucas i denne omgang.


EMXOpen

EMXOpen-klassen afgøres i denne weekend i Lommel over en enkelt weekend, og her skulle danske Victor Kleemann have været med. Desværre har Victor kæmpet med en knæskade - og med at hitte ud af hvad der skulle ske med den knæskade - så al hans optakt til løbet gik i vasken. Så i samråd med teamet i Tyskland, valgte han at sidde over. Første heat i dag blev dog dramatisk alligevel. Italienske Guiseppe Tropepe var nemlig langt i front, men med tre sving til mål, døde hans Honda pludselig. Det forærede sejren til Micha-Boy de Waal, og tog italieneren helt ud af enhver kamp om mesterskabet.


Begge EM-klasser har et heat igen i morgen.



Foto: Ray Archer

MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page