VM er igang igen!
Efter fem måneders ulidelig venten, er VM nu endelig igang igen. Og første GP i Letland, blev akkurat lige så vanvittigt som man kunne have forventet sig, inden vi gik i gang. Banen krævede sine ofre, og der var et par ting der fik øjenbrynene til at fare i vejret!
MX2
Desværre var det ikke en god dag for de danske drenge. Nyheden om at Thomas Kjer Olsen brækkede skulderen i onsdags - på selve afrejsedagen til Letland - ramte hårdt, især for de danske motocrossfans. Men TKO er en kriger, og den danske kriger kæmpede sig igennem løjerne i Kegums. Og han formåede at hive en ottendeplads hjem, på en bane der kunne få voksne mænd til at tude, selv hvis de var fit. En bundsolid præstation, der sender Thomas op på sjettepladsen i tabellen. Desværre på bekostning af Mikkel Haarup, der kørte et fornuftigt første heat, men desværre styrtede i andet. Han så dog ud til at være uskadt til onsdagens afdeling. Tom Vialle var dagens helt store oplevelse, da han tog begge heatsejre, og derved henviste Roan van de Moosdijk til andenpladsen, imens Mathys Boisrame tog sidste plads i top 3. Og så skal Ruben Fernandez nævnes. Spanieren kørte sit livs løb og gjorde begge heat seværdige! (Tjek on-demand videoerne på Dplay.)
Resultat, Letland 1:
1. Tom Vialle - KTM
2. Roan van de Moosdijk - Kawasaki
3. Mathys Boisrame - Kawasaki
4. Ruben Fernandez - Yamaha
5. Ben Watson - Yamaha
6. Jago Geerts - Yamaha
7. Maxime Renaux - Yamaha
8. Thomas Kjer Olsen - Husqvarna
9. Jed Beaton - Husqvarna
10. Alberto Forato - Husqvarna
16. Mikkel Haarup - Kawasaki
Samlet:
1. Tom Vialle
2. Jago Geerts
3. Jed Beaton
6. Thomas Kjer Olsen
10. Mikkel Haarup
MXGP
Spændingen blev bestemt ikke mindre i den store klasse. Der var lagt op til en duel imellem Jeffrey Herlings og Tim Gajser - men den duel fik noget flere sider, end vi måske havde troet. I hvert fald startede The Bullet forsigtigt ud, imens Gajser blev sin egen værste fjende. Efter en sejr i første heat til Gajser, og en fjerdeplads til Herlings, skulle de afgøres i andet heat. Men der var ingen af de to der løb med sejren. Gajser styrtede selv fra andenpladsen, og sluttede bag Herlings, der måtte nøjes med endnu en fjerdeplads. Den store sejrherre blev Glenn Coldenhoff, der sikrede GasGas deres første VM-sejr, i tredje forsøg. Andenpladsen tog Tim Gajser sig trods alt af, imens Romain Febvre sluttede podiet af.
Resultat, Letland 1:
1. Glenn Coldenhoff - GasGas
2. Tim Gajser - Honda
3. Romain Febvre - Kawasaki
4. Jeremy Seewer - Yamaha
5. Jeffrey Herlings - KTM
6. Arminas Jasikonis - Husqvarna
7. Jorge Prado - KTM
8. Gautier Paulin - Yamaha
9. Benoit Paturel - Honda
10. Clement Desalle - Kawasaki
Samlet:
1. Jeffrey Herlings
2. Tim Gajser
3. Glenn Coldenhoff
Husk at du kan se det hele on-demand de næste uger, her: https://www.dplay.dk/programmer/motocross-world-championship
Næste afdeling køres allerede på onsdag! Så husk at se med på Dplay og Eurosport!
Foto: Juan Pablo Acevedo