VM motocross på discovery+ 2023
Hej alle sammen. Så er der nyt omkring dækningen af VM i motocross på discovery+ i 2023, og lad os starte med at sige, at det ikke helt er de nyheder vi havde håbet vi skulle give jer. Ikke desto mindre kan vi ikke være andet bekendt, end lige at give jer en update.
Siden 2020 har vi knoklet og svedt for at gøre sendingerne så spændende som muligt, og skaffe så mange seere vi kunne. Hele tiden med ambitionen om at åbne øjnene for motocross som TV-sport – både for seere, men bestemt også for Discovery selv. Noget vi synes vi har formået – ikke mindst via alle jer fantastiske mennesker, der danner vores community inde på FB-gruppen, Motorsport på discovery+, og jeres mange sjove og indsigtsfulde kommentarer, diskussioner og spørgsmål – og alle de tiltag og gags vi har lavet sammen gennem tiden. Det er et faktum. Der er ikke noget andet community der kommer bare i nærheden.
Desværre så koster sport mange penge, og vi har været heldige at få lov at vise jer VM helt kvit og frit de sidste par sæsoner, som den eneste sportsgren overhovedet på discovery+. Men for at det hele skal kunne løbe rundt, så er der også nødt til at komme lidt penge ind. Så i 2023 har Discovery valgt at lægge sendingerne ind bag betalingen på discovery+. De fortsætter fuldstændig som hidtil, men nu skal man altså have betalt for abonnement for at kunne se dem. Discovery har ad flere omgange forsøgt at få lov at vise mere fra MXGP – flere klasser og kvalheat – men det er Infront Moto Racing desværre ikke vilde med. Det er vi selvfølgelig super ærgerlige over, og det har desværre stukket en kæp i hjulet på meget af det vi og Discovery gerne har villet tilbyde jer.
Til slut håber vi selvfølgelig at vi stadig kommer til at have jeres selskab, når VM 2023 starter - fortsat høje seertal ville være et solidt statement. Hvis ikke, så vil vi bare sige tusind tak for at se med så længe. Det har været en fornøjelse og et privilegie at have jer. Vi kommer selvfølgelig til at køre videre i vanlig stil inde på discovery+, og på Motorsport på discovery+, så I altid har et sted at hænge ud og diskutere VM. Show must and will go on.
Tak for jer! 🏆 Og lad os så se den Kawasaki i front, Mikkel Haarup! 🏁
Comments