STAFF BLOG: Banetyper du bør kende
Dit kæreste eje er pakket, klargjort og indsmurt i så meget silikonespray, at alt indenfor 10 meter får brændt øjnene ud hvis solen skulle ramme plastikken. Der er benzin i dunken. ”Sandstorm” på anlægget. Og vabler på dine hænder efter at du har skiftet til nye dæk, ene mand. (Det tog på den flotte side af 8 timer, og fik dig samtidig til at overveje om du selv skulle have skiftet den krumtap? Du slår det hen som bagateller. De andre i klubben kalder dig ikke ”Møtrik-Miraklet” for ingenting. De ler ganske vidst når de siger det. Og nogle af minierne spytter samtidig).
Det hele er klart, men hvor går turen hen? Banerne er lige så forskellige som de kørere der bruger dem. Kender du de vigtigste typer?
---
Sandbanen: Den ligner en nyslået toskilling i solskinnet. Perfekt jævnet, kaffebrun og med opkørsler som skåret med en kagegaffel. Men under overfladen lurer sandheden. Rædslen. Efter blot en enkelt træning ligner hele området meteorsæsonen på Venus. Sandhullerne er store nok til at æde Farøbroen. Og bag den lange kasse ude bagved, finder I resterne af ham på Cagivaen, der forsvandt i starten af firserne. Sandbanen knuser din kondi, fanger dit forhjul og straffer dig med tænder i styrpuden, hvis du så meget som skæver til bremsen på vej ind i svingene.
Simple-mind: ”Smi’ æ’ 50’er i æ’ kass’ småkrawl’, ow’ så æ’ det els’ bar’ a’ kør’”. Du hilses velkommen af en mand i overalls – der er 15 minutter forsinket – og efter han har låst op for jer, sjosker han videre med sin høtyv på nakken. Og med et får i snor. Bag den rustne port ligger et område, der ved første øjekast ligner noget der kunne søges braklægningsstøtte til. Men som du kigger nærmere efter, så er der faktisk et spor imellem dunhammere og tjørnekrat. Og en startbom med to bomme der virker. Og ti der ikke gør. Og en der er forsvundet ned i den tilstødende mergelgrav. Sammen med en fjerdedel af banen.
Hårdbanen: Støvet kravler ind til dig igennem vinduet allerede som du svinger ind i ryttergården. Stenene knaser under dækkene på bilen, og som den rigtig tørre og hårde udgave af Gobi-ørknen, breder banen sig ud foran dig. Den ser ud som den altid har gjort. Overfladen er så hård at selv moder natur har opgivet at erodere den, og i stedet har besluttet sig for at lade den være som den er. Et hold beduiner har slået telte op udenfor klubhuset, og ethvert forsøg på at vande banen, gør den bare ekstra glat. Afrevet plastik, håndtag og greb ligger som dekorative prydelser i alle sving, og baner som denne holder klister-branchen kørende. ”Asfaltering” er et dybt seriøst forslag til alle bestyrelsesmøder, for at gøre den blødere at vælte på.
Hyper-anlægget: Det første du støder på, er en banebestyrer i kedeldragt med logoer på. Og ternet kasket. Indkørslen er belagt med asfalt, der er flag langs dens sider og navnet er skiftet ud med noget på engelsk. ”Midtjylland Racing Dome Arena Experience vol. 2.0 Über Max”. (Der skal siges og skrives korrekt, hvis du drømmer om at have noget med dem at gøre. Straffen for at glemme det, er kogende sagovælling i venstre øje via cementblander). Selve anlægget strækker sig over 17 hektarer, har 6 baner med forskellig sværhedsgrad og en skumgrav til pitbikes. Ved hver træning kræves der 41 flagposter. Fire ambulancer. Og en kontinental TV-aftale.
If-it-fits…: ”Skal der være en bane her?” ”Jamen, her er dårligt plads til at vi kan stå to ved siden af hinanden…?” Der er ikke noget at gøre. Guderne fra kommunen har talt. Hvis I vil have jeres bane, så må I indordne jer på nærområdets mindst attraktive stykke jord. 17 naboer, fra det nærliggende ”Kongrescenter for Døve”, står allerede klar for at klage over støj. Men I får det bedste ud af det. Sporene bliver ført op og ned ad hinanden, flagposterne kommer til at bruge jetpacks for at svæve over banen, og hvis du vælger at doble målhoppet, så skal de andre huske at dukke sig på sporet ved siden af. Fordelen er at du kan se alle konkurrenter hele banen rundt. Også selvom du ligger ned. Eller står i caféteriet...
Boblere:
Supercross-banen: Benzin-os, svag belysning, men med wuptier(!!) Og uafhængig af vejret.
Privat-banen: Bygget med en skovl, på en roemark, men til gengæld hjemme hos nogen, langt væk fra alt.
---
Men ved I hvad? De er stort set alle sammen en blanding af det hele, og vi eeeeeeeelsker alle slags baner. For de er i bund og grund en af de vigtigste præmisser for verdens bedste sport. Så uanset hvilken type der kommer til, så skal vi nok heppe på ethvert initiativ med uhørt iver. Alle baner har deres charme, særpræg og helt særlige måde at udmatte dens kørere. Mangfoldighed er sagen.
Og lad os ligge hovedet på blokken. Hvis NOGEN klub i Danmark skulle have problemer med naboer/folk der klager, og vil have hjælp til et skriftligt modsvar, så lad os vide det. MX-IndeX skal nok hjælpe.
