Åbent brev til Fyens Stiftstidende

God journalistik er opsøgende, oplysende og upartisk. Hvilket har været svært at få øje på, når Fyens Stiftstidende har dækket farcen omkring lukningen af Motorsport Center Fyn. Derfor skrev vi og alle de gode og hårdtarbejdende mennesker bag anlægget, et åbent brev og sendte til avisen. Vi glæder os til at få svar. Læs brevet i fuld længde herunder.

---

Tonen skal være fair i Kærby Mose!

Skarnsunger!

Der står de! Landets fremtid! Ude på offentlig vej og roder med en gammel knallert. Fra din plads bag dagligstuens persienner knurrer du i gedeskægget. Knytter næver og bander. Havde du ikke haft så heroisk meget selvkontrol, så havde du afgjort sparket dine ternede tøfler mod væggen i ren arrigskab. Endnu en knallert kommer til.

”Det siger jeg dig, Fister, hvis de larmer og bare kører så meget som lidt for stærkt, så ringer jeg efter panserne! Satanedeme’ om jeg ikke gør!” forklarer du din halte gravhund. ”Sådan et par snothvalpe, skal ikke bruge vor vej som racerbane! Forbydes skulle det!”

Der grines på vejen, da knallerten arbejder sig i gang. Stemningen er munter og drengene er glade. Knofedt betaler sig, og lidt fingersnilde kan somme tider være det der skal til, i en verden af observation. Nu skal der tæmmes cykelstier!

”Det er for galt!” brummer du til en stuepalme. ”Skarnsunger!” Udenfor vinduet forsvinder knallerterne hen ad gaden, side om side. ”Anarki! Ungdomsfordærv! De skal bare stoppes! De må finde et andet sted! De må køre …”

Ja, hvor burde de egentlig køre, bassemand? En lukket bane, hvor dem der ikke er skabt i dit billede og har tubamusik som eneste glødende passion, kan få afløb for deres energi og pleje deres fællesskab, selvfølgelig. I trygge og sikre rammer. Det kræver dog at den slags steder eksisterer. De motorglade omkring Odense har for eksempel ventet i obskure 25 år, på at få sådan et sted. Det har de nu fået, på anlægget i Kærby Mose. Et sted der sætter området på landkortet, der hjælper de gasglade med et sted at være, og har rammer der kan rumme alle slags mennesker.

Det er nemlig et velkendt fænomen at – hold på hat, galocher og briller – mennesker er forskellige. Vores lyster, glæder og leder. Det ændrer sig aldrig, slet ikke over et forbud, dundertale eller uempatisk pegen fingre. Dem der holder af fart og tempo, opsøger fart og tempo, om du vil have det eller ej. Det eneste du reelt kan styre, er din egen reaktion på det, og så til dels hvor de gør det henne.

Heldigvis findes der mange gode mennesker. Rummelige, reelle, fair. Rigtig mange, faktisk. Også når det kommer til fart over feltet. Motorer og motorsport er en gigantisk hobby for mange, og samtidig et frirum for endnu flere. Noget der har reddet mange skæbner. Det er nemlig et miljø der avler gejst, der avler sammenhold, der avler virketrang. Det vidner hele seancen omkring banerne i Kærby Mose da også om. Trods modvind, karaktermord og fantasifulde skrivebordstaklinger, der har forsøgt at få lukket projektet gang på gang, så står folkene bag der endnu – og supporten vokser. Det er tydeligt. Majoriteten af omverdenen forstår nødvendigheden af et sted, der er så langt mere end bare en bane. Derfor kunne alle juble i kor, da banen atter blev godkendt, tilbage i oktober, efter års ulidelig udsættelse, og endnu en mastodont-tørn for menneskerne der byggede det her fristed.

En skæv vinkel.

”Det skal blive løgn!” Denne gang råber du til gravhunden, så den tilter ud af sin kurv med et raspende bjæf. ”Det SKAL stoppes! Også derude på anlægget! Alle har bedre af at være som jeg! Jeg VED at alle andre mennesker i virkeligheden er imod det! Uanset hvad de utilpassede typer så siger!” I flyvende fart er du på hjemmecomputeren, for at finde opbakning til din holdning. Du finder ingen. Det ene indlæg efter det andet, afspejler kun support til banerne i Kærby Mose. Alle kalder yderligere udsættelse af åbningen for tåbelig. Spild af alles penge og tid. Du skråler i vilden sky. Din irritation over ikke at blive bekræftet i din i forvejen indtagne holdning, farver din ophedede isse en skærende postkasserød. Hvad har man ellers internettet til?

Du stopper pludselig. Så det knager bag selerne, læner du dig fremad og retter på monoklen. En artikel på Fyens Stiftstidende lyser skærmen op. Dit grumme, selvtilfredse smil går fra øre til øre, i en grimasse Jokeren fra Batman ikke kunne have lavet bedre. Bingo! Du læser teksten, der beretter om at klagegruppen over anlægget i Kærby Mose, har tænkt sig at klage videre i et væk, på trods af endnu en godkendelse af anlægget. Du skimmer linjerne. Man har ganske vist ikke spurgt folkene bag banerne, men hvem bryder sig også om deres mening? En avis ville tydeligvis ikke vælge at bringe en artikel med den vinkel, hvis ikke det var i offentlighedens interesse. ”Ha! Tænkte jeg det ikke nok! Se, det er prima journalistik!”

Men er det nu også det?

Artiklen fra d. 27/12 på Fyens.dk bærer præg af slet subtil vinkling. Naboerne til banen i Kærby Mose kan klage igen, og har tænkt sig at gøre det, får vi forklaret. Aha, jaså. De kæmper videre, mens journalisten blot har holdt mikrofonen, mens de skrålede. Nikket pænt og derefter stæset hjem for at skrive en artikel. At kontakte folkene bag anlægget behøvede han ikke, tænkte han. At artiklen lige så godt kunne være skrevet i oktober da anlægget blev godkendt igen, er heller ikke så vigtigt. For pokker, han formidler jo bare!

Who cares? Så længe artiklen bare rager et par klik til sig.

God journalistik.

Men god journalistik er nysgerrighed, kære venner. En lyst til at komme til bunds i sagerne, trevle dem op, høre alle involverede, og præsentere det hele objektivt for alle, så der kan dannes meninger. Hvad er det for naboer der klager? Hvad er deres grunde til at blive ved, skønt stort set alle fornuftige mennesker fra både nær og fjern, kan se det idiotiske i at trække det yderligere ud?

Og hvad med den oprindelige klagesag? Hvor er den retskafne interesse for at grave ned i de mikroskopisk tynde begrundelser og belæg for at lukke anlægget i første omgang? Hvor er lysten til at afdække hvordan Planklagenævnet kan trække tæppet væk under folk, og meget, meget få mennesker, kan tage en beslutning der ikke kan ankes – uden at de overhovedet behøver tage ud og besigtige sagerne. De behøver ikke engang snakke med dem det går ud over. Vi bryster os af pressefrihed, men at ikke en eneste journalist har fundet den vinkling interessant, beretter om at det handler mere om bare at generere noget content på en træg dag, og så ellers vralte ned i kantinen efter basser og cappuccino, end egentlig at afdække og rapportere noget.

Men ord har konsekvenser. Ord har magt. Især når man forkynder dem fra et vidtrækkende medie. Hårdtarbejdende mennesker, der har brugt årevis på at få det her anlæg på benene, så dem der holder af fart og tempo, også har et sted at være, trækkes igennem sølet.

... af de få?

For læser man kommentarsporet på den nye artikel, så er der ikke én der sætter support op til naboerne, og deres næsten heroiske negativitet. Supporten til anlægget, menneskerne bag og de brugere det her rammer, er tårnhøj. Og den er strømmet ind fra hele kongeriget.

Så hvorfor står journalisten ikke ude hos klagerne, og undersøger nogle af de ... kuriøse forhold ... der er omkring hele borgergruppen. Deres interesser og anpart i modstanden? Offentligheden har ret til at vide hvis der ligger hykleri bag. Eller andre skjulte motiver.

Er det uduelighed? Ugidelighed? Manglende interesse? En naiv tro på at man faktisk dækker en ”den lille mand vs systemet”-historie, uden en eneste tanke på alle de små mænd og kvinder det går ud over?

Eller er det fordi avisen faktisk godt ved at de fleste i forvejen er enige i, at anlægget bare skal åbnes så hurtigt som muligt, og at klagerne spilder alles tid og vores penge, og måske bare burde få en hobby? (Noget motorløb, måske. Masser af positivitet og spændende nye venner, der kan berige ens tilværelse.) Journalister og redaktører er ikke dumme og uvidende. De trykte aviser går tilbage i oplagstal, og efterlader aviserne som medie med et problem. Hvordan skal der så komme penge i kassen? Igennem nyheder på internettet og annonceringer, naturligvis. Annoncepenge der bliver større, jo flere der klikker på artiklerne.

At generere klik …

De fleste mennesker opsnapper deres nyheder på sociale medier, mellem horoskoper og billeder af ækle kringler, og det betyder at artiklerne skal være iøjnefaldende. Overskriften skal lokke. Indholdet appellere til klik.

Og hvordan får man bedst nogen til at klikke på en artikel? Her kunne man tro, at en populær nyhed, om glade mennesker, der nu får chancen for at få et frirum efter 25 år, kunne have noget appel. Men der er et stærkere middel ... Et middel langt mere potent. Raseri. Moderne nyhedsmedier online, lever af likes, klik, kommentarer og delinger. Og er der noget rasende mennesker gør, så er det at kommentere, dele og klikke, for at læse artiklen i fuld længde. En lille betaling for at komme uden om betalingsmuren på hjemmesiden, og så kan raseriet ellers få frit løb.

Det er penge i kassen, og samtidig deles avisens indhold vidt og bredt. Meget bredere end hvis man havde valgt at vise den positive side. Hvis man havde valgt at fokusere på at en enorm mængde mennesker er glade, og at flertallet er glade på deres vegne. Så kan man altid dække sig bag ”lille-borger-mod-systemet”-argumentet, stikke fingrene i ørene når man hører om den nød man forsager, og slentre afsted mod solnedgangen.

Hvad nu hvis?

”Og hvad så? Rager ikke mig, hvordan vinklingen er på det bladsmøreri!” snøfter du hovent. Så længe de rakkerknægte og deres maskiner bliver stoppet! Du tøver et kort øjeblik, da dit ellers skråsikre blik, lander på et mørnet foto på din væg. Det forestiller dig. I de gode gamle dage i 70’erne, med læderjakke og Puch Monza.

”Kæft, det svin rykkede, Fister,” betror du fiffigt gravhunden. Du sender et langt blik efter knallerterne der forsvandt i det fjerne. Var de mon på vej til Kærby Mose? Kunne der være noget om snakken? Er det gamle sammenhold du havde med dine makkere, Krede og Tom-2-Gear, for længe siden, noget der stadig lever derude på motorbanerne? Et øjeblik betænker du dig, så griber du jakke og blød hat, for så at haste ud ad døren.

”Vi skal til Kærby Mose, Fister, din dejlige køter!” knurrer du.

Tænk nu, hvis dem du troede var dine fjender, viste sig at være dine bedste kammesjukker? Det kommer vist an på en prøve … Hvordan lyder den vinkel?