Nikolaj Larsen på Husqvarna i 2015
Nikolaj ser meget frem til at gå i gang med arbejdet og få testet den nye ganger igennem, og ikke mindst samarbejdet med FI Motorcykler i Sorø, som Nikolaj igennem mange år har haft et rigtig godt forhold til. Nu skal samarbejdet så intensiveres, når den nyskabende maskine fra Husqvarna skal til at blande sig i toppen af dansk motocross. Og forhåbentlig bringe Nikolaj helt op der hvor metallet om halsen glimter gyldent. Det er i hvert fald målet.
FI Motorcykler er den officielle importør af den hæderkronede hvide cykel, der er parat til et storstilet comeback. Både på crossbanerne rundt omkring, men også i danskernes bevidsthed. Listen er lang med mærkets mange titler, og måske der er lagt op til mere ædelt metal til Husqvarna i Danmark i 2015? Nikolaj Larsen er i hvert fald fast besluttet på at gøre hvad han kan for sagen.
FI Motorcykler har i årtier været lig med motocross og service til cross-folket, og nu er indehaver Finn Ingemann altså klar til at tage en tørn til på højeste plan.