top of page

STAFF BLOG: 7 grunde til at mx’ere er sejere end andre mennesker

Du vågner op på hospitalet. Du har dækspor på tværs af ansigtet, en fodhviler ragende ud af venstre læg og smagen af silikonespray kronisk imellem tænderne. Din kalender fortæller dig at du har sovet i otte døgn. Du har stadig resterne af dine håndtag i hænderne. På natbordet forklarer ”God Bedring”-kortene, hvordan du skulle forsøge at tage en quad, og så tabte begge fodhvilere da du ramte opkørslen. (Set i bakspejlet skulle du måske ikke have pralet så meget. ”Se nu røøøøøvhuller, det er sådan de voksne fyrer. Bare væk så jeg har plads”). Resten er allerede en legende på Youtube. (”Gooner crashes sick. Takes out clubhouse”). Resterne af din 450’er kan ligge i en håndflade, der er tandmærker i sædet og krateret du har efterladt i jorden har fået sin egen artikel i Ugenyt for Geologer.

En læge-type kigger på dig over halvbrillerne, og snøfter om ikke det var smartere at stoppe med den fjollede sport. Du jager ham arrigt på flugt ved at kaste et bækken efter ham.

Vi lever nemlig med risikoen. For folk der går op i motocross er bare sejere end andre mennesker. Her er hvorfor:

1. Genial viden om anatomi

Brækkede spoleben. Pulveriserede skulderled. Sammenklappede bughuler. I motocross bliver man automatisk ekspert i menneskekroppen. Dens brudpunkter, og hvor lang tid den er om at hele. Som bonus spiller macho-segmentet her en stor rolle, og en vigtig tommelfingerregel er: At man altid skal slå halv skade med den tid læger, og den slags, siger man skal have gips på. Den slags mennesker er altid nogle tøsedrenge, og ved ikke at man sagtens kan case en 35-meters kass’ med ryghvirvler kækt på sned.

2. Meget målbevidste

Når vi holder bag bommen, så er der kun pokaler og hæder i vores hoveder. En måde at tænke på, som vi tager med os ud i hverdagen. Det gør at folk der kører motocross er i særklasse når det kommer til at opnå mål og drømme. (Og også at de fleste af dem har prøvet at lave et block pass med en indkøbsvogn. At vi får kløe i håndfladerne når vi ser farverne sort og hvide kombineret. Og at vi opfatter ordet ”uafgjort”, som det absolut mest tøsede der findes).

3. Stor simultankapacitet

Når man skal holde styr på greb, gas, bremser, kropsposition, albuer, gear, fødder og hænder, imens man prøver at vælge det rigtige spor, gøre klar til en overhaling og holde ham bagved stangen, så bliver man unægteligt god til at multitaske. Hvilket også er grunden til at de fleste udøvere kan brokke sig til stævnelederen, køre hotdogs i gabet, skifte filter og komme med undskyldninger om hvorfor de ikke har stået flagpost endnu, uden på noget tidspunkt at tage munden fra dåsen med energidrik.

4. God fornemmelse for stil

Klister, fælge, kølerslanger, tøj, hjelm, støvler. Alt sammen yderst farverige i designet, og enhver motocrosskører er i stand til at kombinere sig et sæt, så farverne går op i en højere enhed. I sådan en grad at Milanos designere kommer til at fremstå lige så kreative som Storstrømsbroen. Og det lokale fodboldholds trøjer kommer til at ligne en brint-eksplosion i en kombineret bræk- og farvebutik.

5. Automatisk lidt mere spændende end andre mennesker

De kender ham godt. Ham i din omgangskreds der har gået over Grønland på langs. Ham der har opfundet en kur imod det at være farveblind, kun med det han kunne finde i sin ene sko. Og ham der kan recitere Chaucer så væggene bløder kultur. Men du er ligeglad. For du ender altid med opmærksomheden. Nævn at du kører motocross, og straks er du ballets midtpunkt. Folk vil vide mere, og du behøver ikke en eneste gang nævne dit niveau. Vores sport er bare badass.

6. Godt sprogøre

Når de fleste udtryk er på engelsk, så giver det anledning til tidlig udvikling hos selv den mindste purk. Selv microer kan de engelske termer på fingrene. Og samtidig sender vores rolle som nichésport, os ofte ud over grænserne for at møde nye mennesker. Motocross er universets sprog. (Og et meget bedre et, end hos sportsgrene, hvor det er dybsindigt at sige ting som: ”Romerlys i røven”. ”Deportivo Aabenraa er et TEG-NE-SERIE-HOLD”. Eller, ”kæft’ det er spændende hvad de finder på næste gang. At gøre det strafbart at vinde? Genialt Ecclestone!” Og mere af samme skuffe).

7. En rummelig samling karakterer

Men i bund og grund, så er vi sejere forbi vi er os. En cool samling mennesker, der kan rumme alle andre. Hvor alle kan være med. Og det er noget man kan lære af på alle plan.

MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page