2014 i retrospekt – Team BKJ MX Schools
Året går på hæld, sikken et. Mudder og pladder, ikke fedt. Men også en pokal eller to. Og udvikling i lejren kan I tro. Med oplevelser til en gammel træner. Der luner i hjertet, mere end I aner. Næste år der igen venter et brag. Med træning og fremskridt, og det som et krav. For alt er muligt, for den der virkelig vil det. Så ses vi, jeg håber vi kommer til det!
2014 tager sine sidste åndedrag. Den afgående sæson har sat sine tydelige spor på hele Team Brian Jørgensen MX School. Både de lidt mere klæbrige vejrmæssige, men heldigvis også dem der dufter af fremskridt for hver en flittig elev, og lidt tiltrængt løbstræning for træneren selv. En bronzemedalje til Hold DM blev kørt hjem af Brian, Mathias Tang og Nikolaj Skovgaard, og en er et godt symbol på den udvikling alle mand har været igennem. Mathias og Nikolaj har forbedret sig igennem 2014, og det er altid en fornøjelse at udvikle på ungdommen. Desværre bød sæsonen på en skade for Mads Meyer, men han er klar til at komme stærkt igen. Det har været andet år med teamkørere, og igen et udviklingsår. Men sikken et.
Året startede i Spanien med velbesøgte træningslejre. Der var fyldt op i alle uger, med kørere fra mange lande, og det var en fornøjelse at arbejde med så lærevillige elever. Og det har faktisk kendetegnet alle træningsskolerne i 2014. Eleverne har været fantastiske. Og når man kan gøre det under sydens sol, med poolen i baggrunden, så bliver der ikke klaget. Spanien venter også lige om hjørnet i 2015, og der dufter allerede af palmesus.
RCU i Uddevalla var en stor oplevelse. Ricky Carmichael, Jeff Emig, Jeff Stanton og Jamie Dobb er herlige karakterer, og det var sjovt at sammenligne træningsmetoder. Og når deltagerne så oven i købet var glade og lærte en masse, så var det en oplevelse der ikke ville være undgået, og som skabte nye og stærke venskaber.
Sommerferien bød på en uges træningslejr i Sverige. Uge 27 var herlig, og den er allerede afsat i 2015. Roman Jelen gjorde det fabelagtigt som hjælpetræner, og da der blev gjort status ved grillen på den sidste dag, så havde det været en uge med både stor succes og hygge for alle pengene. Lige som en sommerferie egentlig bør bruges.
For træneren selv har der også været travlt på ryggen af Hondaen. Foruden Hold DM, er der blevet kørt OB DM, Everts & Friends Charity Race og andre løb – med højdepunktet i World Vet Championships på Glen Helen Raceway. Her blev det til en femteplads, og selvom der var lidt slukørede miner i lejren, så var oplevelsen og omgivelserne nok til at trække smilet hurtigt op til ørene igen. Der er lagt op til revanche i 2015 og det bliver godt!
Så hvad kommer næste sæson til at bringe? Det må tiden vise. Forhåbentligt fremskridt og læring for alle elever – både gamle og nye – og så må #8 nå de løb han kan nå. Der sker hele tiden noget, og vi håber at vi ses til næste år! Rigtig godt nytår alle sammen.