VM-feltet anno 2015
Der går ikke længe, så er der snart kun en måneds tid til at VM 2015 sparkes i gang i Qatar. Det betyder at de forskellige teams er ved at have styr på deres line-up, og det skal I selvfølgelig ikke snydes for. Så hermed den officielle teamliste + MX-IndeX kyniske vurdering af hver enkelt deltager.
MXGP:
Red Bull KTM
Toni Cairoli (I), Ken De Dycker (B), Tommy Searle (GB)
Alle ved hvad Antonio Cairoli er i stand til. Forsvarende og mangedobbelt mester, klar til endnu en tørn.Verdens klogeste crosskører er han blevet kaldt, og det bliver med al sandsynlighed ham der igen bliver manden at slå i MXGP-klassen. Ken de Dycker er stadig at finde på holdet, men det står hen i det uvisse hvad vi kan forvente os af den belgiske veteran. Uden skader skal han nok være at finde i top 10. Tommy Searle har altid haft potentiale, men han har desværre kun formået at vise det på 250’eren. Måske vi får det at se i den store klasse efter bruddet med Kawasaki?
Hitachi Revo KTM
Shaun Simpson (GB)
Man ved aldrig helt hvad man får fra Shaun Simpson. Sidste år så vi mest hvordan han kom godt fra start, og derefter væltede. Men lad os ikke glemme, at han altså har vundet GP’er og været på podiet sidste år, så det skulle ikke undre om han ender der igen.
Wilvo Forkrent KTM
Steven Frossard (F), Jake Nicholls (GB)
Nyt mærke til franske Frossard, der savner lidt held. Skader og uheld har fuldt ham i hans kølvand indtil videre i MXGP-klassen, men potentialet til noget stort er der, hvilket hans gode heat og samlede femteplads i 2014 vidnede om. Det samme kan man sige om Jake Nicholls, der intet formåede at vise i 2014, inden han blev skadet og måtte sidde ude. Der skal leveres for begge kørere i 2015.
Marchetti KTM
Jose Butron (E)
Spanske Butron bliver debutant i MXGP-klassen. Han er kendt vidt og bredt for sine gode starter, og han formåede at køre en tredjeplads hjem i 2013. Gassen var dog gået lidt af ballonen i 2014, hvor det blev til en lidt skuffende niendeplads. Nu bliver det spændende at se hvordan han forvalter sin plads i MXGP, og om han, i det mindste, begejstrer med et par holeshots.
Monster Energy Kawasaki
Ryan Villopoto (USA), Tyla Rattray (RSA)
Ryan Villopotos skifte fra USA til Europa er måske den største – og bedste – nyhed for VM-fans. Vi så Villo i USA, og vi vurderer at Antonio Cairoli for første gang i mange år har grund til at ligge søvnløs. Kan han holde sig skadesfri, og indstille sig til kultur-ændringerne, så kunne vi meget vel have en amerikansk mester ved årets udgang. Tyla Rattray følger med Villopoto ind hos Kawasaki, og er lige så meget købt som støtte uden for banen.
Rinaldi Yamaha
Jeremy Van Horebeek(B), Romain Febvre (F)
Yamaha opruster. Jeremy van Horebeek var uden tvivl sæsonens overraskelse i 2014. Samlet andenplads og første GP-sejr må siges at tale deres tydelige sprog. Og så det med at være stabil oven i købet. JVH kunne godt være en dark horse til titlen. Ved sin side får han samtidig Romain Febvre, der jo var med til at forme MX2 i 2014. Den tidligere Motard-kører, kunne godt blive en overraskelse i årets MXGP.
DP19 Yamaha
David Philippaerts (I)
Siden David Philippaerts blev verdensmester i 2008, er det gået ned ad bakke. DP kører nu sit eget team, med sig selv som kører, men det er et par sæsoner siden vi så ham i toppen af tabellerne. Veteranen skal grave dybt for at bryde den spiral.
Suzuki World
Clement Desalle (B), Kevin Strijbos (B)
Intet nyt under solen hos de gule. Clement Desalle skal stadig løfte læsset og tage kampen til Antonio Cairoli, som man har håbet de seneste par sæsoner. For stor ustabilitet og mange styrt, har dog svækket troen på at det for alvor kan lade sig gøre. Kevin Strijbos derimod, lod til at være på vej frem i 2014. Solide resultater og en samlet tredjeplads, giver mod på mere.
Suzuki Europe
Glenn Coldenhoff (NL)
“The Hoff”, kommer op fra MX2, og kunne måske være værd at holde øje med. Især i det sandede terræn. Inden sin skade sidste år, var han eneste reelle udfordrer til Jeffrey Herlings, og hvis han kan tage det tempo med sig videre, så er alt bestemt muligt.
Castrol Power1 Suzuki
Dennis Ullrich (D)
Dennis Ullrich har været lang tid undervejs. Talentet skinnede allerede tidligt igennem i tysk supercross og ADAC Masters, og nu får han så chancen i VM. Hvad vi kan forvente står hen i det uvisse, men vi tror sagtens at tyskeren kan gøre sig gældende i top 10. Husk hans feber-heat i Tjekkiet sidste år.
Red Bull Ice1 Husqvarna
Max Nagl (D), Todd Waters (AUS), Nathan Watson (GB)
Max Nagl er bestemt ikke “over-the-hill” endnu. Det beviste han imod slutningen af 2014. Der stod hans sæde dog ikke til at redde, men et nyt eventyr hos Factory Husqvarna gør ikke tyskerens muligheder dårlige. Med sig får han australske Todd Waters, der bestemt ikke gjorde noget stort væsen af sig i 2014, inden han blev skadet. Det samme kan man sige om Nathan Watson, der veksler sit ”fill-in”-sæde, med et mere fast af slagsen i 2015.
Wilvo Nestaan Husqvarna
Dean Ferris (AUS)
Dean tog til USA, hvor han aldrig formåede at slå til, så da en mulighed for at køre et par afdelinger af VM I MXGP-klassen bød sig, så stod austrlieren med kufferten I hånden. Og det har nu kastet en hel sæson af sig for ”The Ferriswheel”. Selvtillid mangler han ikke, og med det rette held, så har han tempoet til at ligge omkring top 5.
Ricci Husqvarna
Rui Goncalves (P)
Rui Goncalves er en af dem der har haft hårdest ved skiftet til den store klasse. Lige så meget potentiale og blændende kørsel han viste på 250’eren, lige så meget har han været på pinebænken på 450’eren. Endnu et nyt team skal forsøge at ændre på tendensen.
HRC Honda
Evgeny Bobryshev (RUS), Gautier Paulin (F)
Villopoto rykkede ind, så Paulin måtte ud hos Kawasaki. Og hos Honda stod man og klappede i hænderne. Det kan meget nemt gå hen og blive 2015s helt store scoop for Honda HRC, og med en Gautier Paulin i storform, så har man virkelig noget at skyde med i årets VM. Helt så meget håb er der ikke for Evgeny Bobryshev – i hvert fald ikke fra vores side af. Russeren har været lang tid undervejs, siden han blev udråbt som det næste fænomen for en række sæsoner tilbage. Men det helt store fremskridt er svært at spore.
24MX Honda
Christophe Charlier (F), Filip Bengtsson (S)
Filip Bengtsson var det helt store stjernefrø for nogle sæsoner siden, men derfra skete der ikke rigtig noget. Så hvad gør man? Man tager tyren ved hornene og kører et brag af en sæson, og får et VM-sæde ud af det. Svenskeren imponerede ved flere lejligheder sidste år, og får nu altså chancen. Det gør han sammen med Christophe Charlier, der rykker op fra MX2. Siden han blev Europamester, er det blevet til GP-sejre hist og her, så måske en frisk start kan gøre ham til et stort navn i MXGP?
Assamoto Honda
Alessandro Lupino (I), Kei Yamamoto (J)
Lupino har ved lejligheder vist lidt potentiale, men der har været langt imellem snapsene. Især når man tænker på de mange store teams han har kørt for. Nu venter MXGP-klassen for Honda, og vi spår at italieneren skal skrue noget op for gassen. Kei Yamamoto skal dog skrue endnu mere. Han kom til Europa i 2014, og kørte MX2 for Gariboldi, men havde intet at byde ind med. Vi håber han får os til at æde vores ord, men indtil da lader vi som om, at han ikke bare var en fiks ide fra Honda-toppen i Japan.
TM
Davide Guarneri (I)
TM forsøger stadig, og samarbejdet med Guarneri har man valgt at holde fast i. Og det kastede faktisk også en samlet niendeplads af sig i 2014. Guarneri er altid god for en solid præstation, og vi tror på at han sagtens kan hive flere top 10-placeringer hjem, på sin lyseblå maskine.
Belogorie Russia
Maxim Nazarov (BLR)
Hviderussisk motocross er ikke noget der klinger prangende, så hvad vi kan forvente af det nye østeuropæiske team må stå hen i det uvisse. Maxim Nazarov kender vi kun fra et par afdelinger af EM, hvor han faktisk har gjort det hæderligt.
MX2:
Monster Energy Kawasaki
Jordi Tixier (F), Dylan Ferrandis (F), Thomas Covington (USA)
Jordi Tixier vandt sit VM, og hans første træk var at skifte team. Nu skal han så til at forsvare det, men med en Jeffrey Herlings køreklar, så bliver det en overordentlig svær opgave. Dylan Ferrandis er også et bud på en top 5, men vi vil også gerne snart se noget mere fra det franske stjerneskud. Top 5 er fint, men potentialet og omgivelserne taget i betragtning, så er det sejren der tæller. Thomas Covington mangler at bevise sit værd. Efter en tredjeplads i andet heat i Qatar, troede vi at vi nu fik at se, hvorfor et af verdens største teams holdt fast i den unge amerikaner, Det gjorde vi ikke. Vi håber vi får svaret i 2015.
Monster Energy DRT Kawasaki
Max Anstie (GB), Mel Pocock (GB)
Lige ved og næsten. Sådan kan man beskrive de to englændere Anstie og Pocock. Her må Max Anstie dog beskrives som stærkeste kort. En GP-sejr og flere store præstationer, blev overskygget af problemer med teamet og generelt alt for megen ustabilitet i 2014. Det samme gælder for Pocock, der bestemt ikke var prangende sidste år. Der er plads til forbedring.
Red Bull KTM
Jeffrey Herlings (NL), Pauls Jonass (LV)
At tro at nogen vil kunne byde Jeffrey Herlings trods, er omsonst. Så nemt kan det siges. Den eneste der kan tage VM fra The Bullet, er ham selv, ironisk nok. Sidste år var præget af mange umotiverede styrt, og lærer Herlings ikke at tage den med ro, ja, så er det at vi får overraskelserne. Pauls Jonass bliver ny mand hos KTM Factory, og selvom den tidligere 125cc-Europamester havde et kedeligt 2014, så får han altså chancen på højeste sted.
Hitachi Revo KTM
Petar Petrov (BG), Ben Watson (GB)
Petar Petrov prøver lykken påny. Bulgaren har været med i en del sæsoner efterhånden, men selvom der til tider har været skyggen af potentiale, så mangler vi det egentlige bevis. Ben Watson er stadig en ung kører, men i VM-klasserne skal der leveres. Hvordan han tackler opgaven bliver spændende at se.
Marchetti KTM
Ivo Monticelli (I)
Ivo Monticelli får endnu en sæson i VM. Og det til trods for at det store pontentiale aldrig rigtig har vist sig. Vi siger der skal mere damp under kedlerne, hvis italieneren skal berettiget til en fast plads på den største scene.
HSF KTM
Brian Bogers (NL), Calvin Vlaanderen (NL), Roberts Justs (LV)
Hvad MX2-serien helt sikkert mangler I 2015, er kørere fra EM250. Det har det hollandske HSF KTM gjort noget ved. Brian Bogers tog andenpladsen ved sidste års EM-serie – á point med Steven Clarke på førstepladsen – og han bliver spændende at følge i årets serie. Calvin Vlaanderen kommer også op fra EMX250, hvor han viste stærk kørsel imod sæsonens slutning. Roberts Justs er eneste kending i MX2, men her er der så plads til forbedring. En plads som nr. 23 blev det til i 2014.
Silver Action KTM
Viacheslav Golovkin (RUS)
Her skal vi lige undskylde sproget på forhånd, men hvordan Golovkin kan få et sæde er os en gåde. (Det lugter lidt af mammon). Her snakker vi altså om en kører der sluttede som nr. 52(!) i 2014, og stadig kørte stort set alle afdelinger. Og ikke nok med at han har fået et sæde, så har han fået et endnu bedre team end sidste år. Vi håber at russeren er i gang med at drikke jetfuel i skrivende stund.
Sahkar KTM
Karel Kutsar (EST)
Sahkar KTM kommer også med et ubeskrevet blad. De stiller med estiske Karel Kutsar, der kommer som et af håbene i Baltikum. Hvor langt det rækker får vi meget snart at se.
Gariboldi Honda
Tim Gajser (SLO), Jorge Zaragoza (E)
Vi forventer os meget af Tim Gajser, og vi er nok ikke de eneste. Flere heatsejre og blændende kørsel sidste år, var nok til at skaffe HRC-support, og samtidig sikre Gajser en samlet femteplads. Vi tror at Tim Gajser har muligheden for at komme i top 3. Teamet får tilgang af Jorge Zaragoza, som ellers mest har huseret i EM-klasserne, men som mange store teams har set potentialet i.
J-Tech Honda
Vsevelov Brylyakov (RUS), Jens Getteman (B)
Italienske J-Tech giver russiske Brylakov endnu en chance. Ikke fordi russeren har leveret store resultater, og der skal leveres fra hans side i 2015. Samtidig rykker Jens Getteman fra MXGP ned i MX2, men om det kommer til at betyde noget for hans ikke prangende leverencer er vi mere i tvivl om. Måske hvis han slipper for skader.
Kemea Yamaha
Benoit Paturel (F), Damon Graulus (B)
Kemea Yamaha rykker tredjeplads-tageren fra 2013s EMX250 – Damon Graulus – op i VM-klassen. Graulus har bestemt vist talentet til tider, så måske man skal holde øje med ham. Benoit Paturel er mest kendt for at være endnu et fransk talent, og mangler endnu at bevise sit værd.
Standing Construct Yamaha
Valentin Guillod (SCH), Julien Lieber (B)
Standing Construct er gået over til Yamaha, og med en slagkraftig duo under teltet, skal man ikke blive overrasket over at se blåt i toppen. Valentin Guillod tacklede sit skifte fra EM med bravour, og var ved flere lejligheder helt fremme i 2014. Det tror vi han kommer til at være igen. Samtidig blev Julien Lieber bare bedre efter sit skifte til Standing Construct, så hold også øje med ham i år.
Suzuki Europe
Jeremy Seewer (SCH)
Jeremy Seewer kørte sig lige nøjagtig ind i top 10 sidste år, og kommer nok til at gøre det igen. Det må forventes at han får al den støtte Suzuki kan mønstre, da han lader til at være den eneste der er udset til at køre på topniveau, på deres 250’er.
Wilvo Nestaan Husqvarna
Aleksandr Tonkov (RUS)
Husqvarna-teamet har mistet Febvre, og det er et stort slag. Det efterlader Tonkov som eneste mand på skansen, og uanset russerens meritter, så er det ikke et heldigt byt. Tonkov har haft svært ved at forvalte talentet, så 2015 bliver afgørende for ham.
TM
Samuele Bernardini (I)
Bernardini kørte EMX300-titlen hjem for TM i 2014, og det har nu givet en VM-plads. Om han kan gøre den lyseblå maskine gældende er mere tvivlsomt, men italieneren har til tider vist både fart og teknisk snilde.
CEC Scandinavia
Eddie Hjörtmarker (S)
Svenske Eddie skal til sin anden sæson i MX2, men endnu har han ikke vist noget der beretter ham til at være der. Masser af træningstimer er det blevet til for svenskeren, der skal forsøge at skrabe en del flere point sammen.
Belogorie Russia
Guryev Artem (BLR)
Artem Guryev er også fra Hviderusland, og har et par løb i VM MX3 som sine bedste resultater. Et ukendt blad, men vi tror dog ikke at det er herfra vi skal se overraskelsen.
MX Racing Team
Christopher Valente (SCH), Anton Lundgren (S), Michael Ivanov (RUS)
Bedst kendte kort på dette nye team – med det afsindigt originale navn – er svenske Anton Lundgren, der kørte en ikke nævneværdig sæson for Bike-It Yamaha sidste år. Men også Christopher Valente har stukket snuden frem enkelte steder. Vi tror dog ikke på at vi skal se dem i nærheden af top 10