top of page

Dansk metal og uheld - MXGP


Søndagen i Letland havde det hele. Lidt tiltrængt dansk held, action og lidt ædelt metal til gamle Dannebrog til slut. Det var dog stadig med en bitter smag i munden, at vi danskere stod tilbage. Men vi kunne glæde os over ræset i MX2 og MXGP-klasserne, hvor det blev bevist, præcis hvor uforudsigelig vores sport egentlig er.

MXGP

Alles øjne hvilede på Romain Febvre. Fire GP-sejre i streg, og en form der bare dundrede derudaf. Men allerede i første sving gik det galt. Tyla Rattray tog Searle, Philippaerts og Febvre med sig ned, og da Yamahaen heller ikke ville starte, så var der pludselig langt op til førstepladsen. Den indtog - højt overraskende - hollandske Glenn Coldenhoff. Hollænderen kørte godt på den fedtede og mudrede bane, og selvom Kevin Strijbos pressede på, så var det The Hoff der vandt til slut. Febvre nåede op som nr. 8, og så sikrede en sejr i andet heat ham kun lige en plads på podiet. Coldenhoff kørte lige så sikkert andenpladsen hjem i andet heat, og kunne lade sig hylde, efter sin første GP-sejr i den store klasse.

Resultat, Letland:

1. Glenn Coldenhoff - Suzuki

2. Gautier Paulin - Honda

3. Romain Febvre - Yamaha

4. Kevin Strijbos - Suzuki

5. Antonio Cairoli - KTM

6. Steven Frossard - Kawasaki

7. Jeremy van Horebeek - Yamaha

8. Evgeny Bobryshev - Honda

9. Filip Bengtsson - Honda

10. Dean Ferris - Husqvarna

Samlet:

Romain Febvre - 457p

Antonio Cairoli - 416p

Gautier Paulin - 391p

MX2

Ingen Herlings i Letland, og så var der lagt op til en pointjagt af de store for Tim Gajser. Men også for Gajser startede første heat med et startstyrt. Absolut sidst var der derfor nok at gøre fra start. I spidsen var det lokale Pauls Jonass der førte, men til slut kom Max Anstie op og forbi. Og Anstie var dagens bedste. Endnu en sejr i andet heat, blev vekslet til årets først sejr, og så var der selvfølgelig glæde. En frustreret Tim Gajser måtte nøjes med dagens samlede femteplads, men er nu under 50 point fra Herlings.

Resultat, Letland:

1. Max Anstie - Kawasaki

2. Pauls Jonass - KTM

3. Harri Kullas - Husqvarna

4. Jeremy Seewer - Suzuki

5. Tim Gajser - Honda

6. Davy Pootjes - KTM

7. Jordi Tixier - Kawasaki

8. Brian Bogers - KTM

9. Ben Watson - KTM

10. Thomas Covington - Kawasaki

Samlet:

Jeffrey Herlings - 423p

Tim Gajser - 377p

Valentin Guillod - 352p

EM

250

Thomas Kjer Olsen kørte en fjerdeplads hjem i går, og da dagens heat kastede en tredjeplads af sig, så var det også den plads Thomas tog på skamlen. Han sluttede i øvrigt á point med 2'eren. Damon Graulus endte med at vinde afdelingen.

Resultat, Letland:

1. Damon Graulus - Yamaha

2. Brian Hsu - Suzuki

3. Thomas Kjer Olsen - KTM

4. Nick Kouwenberg - Honda

5. Lars van Berkel - Kawasaki

85

Både dagens bedste og mest triste historie, finder vi i 85-klassen. Mikkel Haarup har været suveræn i alle årets indledende afdelinger, og delt prygl ud til højre og venstre. Til finalen gik alt galt. En udgået i første heat, blev til en tredjeplads i andet heat, efter styrt på den pladrede bane. Vi plejer ikke at mene der er uretfærdighed til i cross, men en enkelt dørkarm fik vi da losset til. Solstrålehistorien leverede dog Bastian Bøgh Damm, da han med to fjerdepladser, klarede sig op på den samlede andenplads. Sølv til Danmark! Bravo Bastian! Rasmus Pedersen endte som nr. 22 efter et godt andet heat.

Resultat, EM85 2015:

1. Raivo Dankers - KTM

2. Bastian Bøgh Damm - Kawasaki

3. Brian van der Klij - Kawasaki

10. Mikkel Haarup - KTM

22. Rasmus Pedersen - KTM

65

Der var kun en enkelt dansker til start i 65-klassen, og Matti Jørgensen havde svære betingelser på den smadrede bane. Han kørte dog et godt andet heat, og kom derfra som nr. 21. Vinderen blev - endnu en hollænder - Scott Smulders. De må godt kunne lide sand?

Resultat, EM65 2015:

1. Scott Smulders - KTM

2. Kay Karssemakers - KTM

3. Martin Venhoda - KTM

21. Matti Jørgensen - KTM

Foto: Youthstream 2015 @ M. Zanzani

MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page