STAFF BLOG: Fem myter ved microcross

Solen skinner, fuglene kvidrer og sommervarmen får dig til at svede. En lunken Slots’ kommer til undsætning. Du har junior på nakken, hans tabte sodavand gnedet godt ind i indtrækket på Fiaten, og på jydekrogen troner familiens nyeste projekt. En 50cc-crosser. Af mærket, ”SLAM”. Den har fælge af støbejern, er produceret i Armenien og har en oversavet colaflaske som tank. Ligemeget. Målet er det vigtige. ”Det hedder kvalitetstid”, skrålede du ad konen, inden du smækkede hoveddøren så glasset knuste. Kranen har godt af at vide hvor skabet skal stå. En SMS med en lille mand der ligger på hjul og stejle tikker ind. (Hvor finder hun de smiley’er?) ”Så skal du se, Provst” – ja, det har I døbt ham, nu hænger I på det – ”nu kan du blive den nye Bubba Carmichael”. Du er ikke tvivl. Purken har stjernepotentiale. Ligesom du selv havde, dengang i knallertklubben, med Halte Poul, Henrik 2-gear, Sorte Jakob, og de andre rødder. Inden knæskaden. Den forbandede knæskade... ”Så er vi der snart”, gjalder du. Ungen hyler. Galer op om Bigmacs og Fanta Exotic. ”Bare kæft! Det er ikke noget for sportsmænd!” Du søger trøst hos øllen. Hvor svært kan det microcross være? Du har lært alle fiduserne hos din ven, Karlen. Han praler af at kunne trække en plov med pandebrasken. Og havde træsko på til sit bryllup. Men han har vidst nok engang været til cross, og det er hvad der tæller.

Hvad du ikke ved, er at hans tips blot er myter. Myter der går igen i det meste af miljøet. MOTO sætter det på plads for dig.

1. Myte: Forældrene kan være lidt til den alt for entusiatiske side.

Virkelighed: Selv den mest hærdede fodbold-hooligan, med romerlys i ærmerne og krigsmaling på sin ølvom, kommer til kort her. Når først bommen falder til klubmesterskabet i microklubben, så er det blodigt alvor. Falklandskrigen kommer ikke op på siden. De små maskiner har kostet mere end hvad der findes af penge i Angola. Alle kører på raketbenzin, tappet i Narnia ved midnatstid, imens en skævbenet ko spillede bridge i nærheden. Selv klodens mest narcissistiske VM-kører, må trække væk i skam. Når det kommer til gejl, kan ingen følge med. ”Glo her. Det er sager!”, galer en. Viser stolt knægtens 50cc’er frem. Motoren yder 32 heste, har dele fra en SR-71 Blackbird i sig og trækker egerne ud af fælgen på baghjulet. At drengen har kørt cross i under ti dage, spiller ingen rolle. Er de andre fædre imponerede, er sejren vundet. Starten går. Stemningen skifter. ”Kom nu, Emil! Bræk hans kæbe!” En purk vælter. Tæsk langes ud. En mor slår tænderne ud på stævnelederen. Dommeren hænger allerede med nagler på klubhuset. ”Din dreng blokkede min”, næverne sidder løst, skrig og skrål flyver igennem luften. Ungerne prøver at styre igennem virvaret.

2. Myte: Det handler bare om at være med

Virkelighed: ”Nu skal du høre... Snothvalp. Sejren er vor! De andre er en samling skvat. Deres fædre endnu værre. Sprittere og rakkerknægte alle til hobe. Din mor arbejder i kulmine. Jeg selv har pantsat en nyre. Dine bedsteforældre er deporteret til Gulag for pengenes skyld. Alt sammen for dette øjeblik. Kan du mærke storheden? Derude! Banen! Dit Colosseum, knægt! Hør deres jubel. Smag øjeblikket! De andres død er din sejr! KIG PÅ MIG! Eller du bliver gjort arveløs...” Brandtalen vil ingen ende tage. Faderen har tårer i øjnene. Føler sig som Eisenhower inden D-Dag. Hele familiens stolthed står på spil. Glemt er storesøsterens Ph.d. i Medicin og verdensrekord i kapgang. Glemt er oldefaderens indsats ved Dybbøl Skanse. Der eksisterer kun pokalen og slikposen, når regionsmesterskabet er overstået.

3. Myte: Det er cross på lavplan og –budget

Virkelighed: Træneren ruller maskinen frem. Mekanikeren har trimmet den inden start. Pitcrewet står klar med vand, pitboard og reservecykel. Køreren selv, spiser en hotdog og plukker blomster bag starten. Deres autocamper fylder halvdelen af ryttergården. Den har en kopi af Gefion-springvandet 1:1 i forteltet. 18-huls golfbane på taget. Og toiletbrædder i bladguld. Den kræver mere strøm end Struer, og resten af ryttergården er ikke bedre. Kronprinser fra Oman ejer ikke så megen transportabel luksus, og bannere med designede logoer vejrer over lejren. Den lille har sin egen intromusik, med kammerorkester og en dresseret bjørn på obo, en superhelt opkaldt efter sig og 18 maskiner med forskellig opsætning. Tunudstødninger hænger som pølser hos slagteren, en motorekspert er fløjet ind fra Østrig og hjælpere står klar banen rundt med headset direkte til faderen.

4. Myte: Der er altid hjælp at hente

Virkelighed: Knægten trækker ud. Mumler noget om en knækket snor til rullefilmen. Inden du når at reagere, står der 7 fædre om jer. ”Kan den ikke køre?” En har allerede skruet baghjulet af. En anden er ved at fjerne topstykket. ”Den her bolt skal spændes. Giver 2 heste.” Snakken går ivrigt. Du får prakket et hjemmelavet sæde, et filter klippet af en lysedug og benzin der lugter mistænkeligt som petroleum, på. ”Væk med den her låsering. Tager bare effekt.” En stempelring flyver ud til siden. En bremsekaliber ryger samme vej. ”Sådan her gør vi altid på min. Hvad olie kører du på?” Du prøver at få et ord indført, men det er håbløst. Alle råber i munden på hinanden. ”Æd en membran, Mikkelsen. Du har jord i hovedet.” Optimeringen føres ud i det ekstreme. I baggrunden græder ungen. Du ender med at stå tilbage med et stel.

5. Myte: Små blebørn, der hører til på små baner

Virkelighed: Intet kunne være længere fra sandheden. MOTO elsker alle små jordfræsere – og deres hjælpsomme forældre – og hvis man gider, så er de en herlig samling størrelser. Den rene rå glæde ved at køre motocross, finder man ikke i så stor målestok noget andet sted. Venskab, sjov og ballade dækker de danske microbaner, og undertegnede synes det er lidt synd, at der ikke findes et format der mikser de store og de små. Sportens fremtid er vigtig at tage hånd om, og de små ser nu engang meget op til de store. Det er så sagligheden lyser i øjnene, bare man kan holde ved siden af maxierne i ryttergården. Og hvor ellers kan man høre en pode prale af at kunne klare en 45-meters kasse, når han ikke engang selv kan lukke sine støvler? Børn er fantastiske, underholdende og mere dygtige på cyklen end man lige skulle tro. Motocross lægger en dæmper på sindet og giver kække krudtugler og kære kanaljer i knæhøjde muligheden for at fordybe sig. Det giver dem kammerater, udfordringer, en sans for disciplin og muligheden for at få krop og sind til at arbejde sammen på et plan, der ikke findes noget andet sted. Mere af det!