top of page

MX-Index Award vindere 2015


Så er det blevet lillejuleaften, og det betyder, at vi skal have afsløret, hvem der har vundet årets MX-Index Awards! Igen i år har vi haft endnu flere til at stemme end sidste år, og det skal I have tak for. Det har nok engang været urimelig tæt imellem alle de dygtige talenter og kørere, og det tolker vi som om, at det ser godt ud for dansk motocross i fremtiden. Men nok snak, her er jeres vindere!

Årets motocrosskører 2015: Julie Dalgaard. (2. Nichlas Bjerregaard. 3. Glen Meier.)

Vinder 2014: Kim Sørensen

Julie har været særdeles godt kørende. Ikke blot som sikker vinder af det danske mesterskab for kvinder, men også som kvindeligt islæt til udvalgte lejligheder ved A-DM. Desuden sluttede Julie af med en top 5 placering til en afdeling af VM for kvinder, der er noget af det flotteste vi har set længe. Og det var der mange af jer læsere der også mente. Derfor er Julie Dalgaard årets motocrosskører 2015 – fuldt fortjent.

Julie Dalgaard: ”Jeg kan dårligt beskrive hvor glad og beæret jeg er over, at have vundet prisen som årets motocrosskører! Ikke mindst når det dét jeg brænder allermest for. Der findes heller ingen bedre følelse end følelsen af at vinde, som jeg tror de fleste ved! Det er bare med til at sætte min motivation endnu højere. Tusind tak til alle dem som tror på- og har stemt på mig! Det betyder meget for mig.”

Årets motocrosstalent 2015: Bastian Bøgh Damm. (2. Sara Andersen. 3. Mikkel Haarup)

Vinder 2014: Mikkel Haarup

Bastian er uden tvivl en af dem, der har fået absolut mest ud af 2015. En fantastisk sølvmedalje til EM for 85cc, og en lige så flot bronzemedalje til VM i samme klasse, gør den her pris fuldt fortjent. Bastian er en gut der skal holdes et vågent øje med i fremtiden, og nu har han sin første MX-Index Award til at hjælpe på motivationen.

Bastian Bøgh Damm: ”Tusind tak for denne fornemme pris. Jeg er meget glad og stolt. Da jeg kiggede på det fantastiske felt af nominerede, var det slet ikke en sejr jeg turde håbe på. Jeg sender en kæmpe tak til alle der har stemt på mig, til Kawasaki, samt alle mine sponsorer. Der er så mange at takke, for uden jeres støtte, havde dette ikke været muligt. Af hjertet, TAK.”

Årets DM-A afdeling 2015: Holstebro MotoCross Club (HMCC)

Den nye pris til årets uddeling, var en svær en at dele ud. Vi har haft rigtig godt med support alle steder vi har været i år – når vi er kommet ud med SPOT og fortravlet motocross-bladsmøreri – og det race og den stemning der har været i år, har været den bedste vi har oplevet længe! Men når det så er sagt, så udsatte vi de gode mennesker i Holstebro for lidt ekstra, og de tacklede det med et smil på læben – ligesom alt andet som altid var i top på Troldkær! Tillykke til dem, og ros til alle DM-A klubberne i år.

HMCC: ” Hold da op... Det var en overraskelse, og hvor varmer det da bare langt ind i sjælen, at den oplevelse vi mener et DM-A skal være, faktisk også er noget der mærkes når serien gæster Holstebro. Det er virkelig med STOR ydmyghed vi tager imod prisen, da vi i HMCC altid gør vores absolut bedste, uanset løbsserie. Men stadig mener vi, at vi kan gøre det bare en lille smule bedre næste gang. Det er vores drivkraft! Det er lige netop dét, der gør det super fedt at arrangere motocross-løb, men også det der giver de vildeste sommerfugle i maven, når det hele skydes af på dagen, selv efter så mange år i sporten. DM-A er, og bør, behandles som det fineste vi i lille Danmark, når det gælder motocross –og her har vi også et fælles ansvar, kørere, såvel som klubber og union – og den seriøsitet der efterhånden er opbygget omkring serien, gør det simpelthen bare til en fornøjelse at være en del af. Af hjertet, TAK for prisen!”

MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page