Ungdoms-DM erstatter B-DM i 2017
B-DM, og strukturen i B-klasserne, er en ting der har været diskuteret meget – og ændret endnu mere – de seneste sæsoner. Forskellige løsningsmodeller har været afprøvet, men hidtil uden den store succes. I år er man så gået tilbage til en model der før har været prøvet, men den debat der har kørt, får nu DMU til at tage konsekvensen, og relanchere hele strukturen i 2017. Det er i hvert fald hvad en pålidelig kilde kan fortælle til MX-Index. Forslaget skulle være godkendt af SK Motocross, og være klart til at blive offentliggjort i de næste par uger.
Som vi har forstået det, så kommer B-DM til at blive erstattet af et Ungdoms-DM – meget i stil med de regionale turneringer og mesterskaber man kører i Sverige. Klasserne til U-DM kommer til at blive en U18-MX2 klasse, en 125-klasse, en 85-klasse, en 65-klasse og en 50-klasse. De små klasser hives med ind fra micro, for at øge fokus og opmærksomhed på dem. I flere andre lande omkring os, har man med succes integreret dem ind i turneringerne, til stor glæde for de deltagende. Men det stopper ikke her. For at undgå at kørere hopper omkring, for at blive i B-klassen, indføres der her et pointsystem, nøjagtig som det foregår i C-klassen. B-kørerne opsamler point i løbet af året – uanset hvilken B-klasse de kører i – og når der så er akkumuleret nok, så bliver man automatisk rykket op i A. Dette bliver den eneste måde at rykke op på.
Når det kommer til A-DM, så har man indset, at jo flere deltagere, jo bedre. Her især med inspiration fra den tyske ADAC Masters-serie. A-DM Serien har vokseværk, og man bør gøre sit bedste for at gøre den så interessant for offentligheden som muligt, så motocross kan vokse sig endnu større i Danmark. Derfor bliver A-DM med åben kvalifikation. Det vil sige at alle med en B- eller en A-licens kan prøve at kvale’ ind. Lykkes det for en B-kører at kvalificere sig til de to heat, så er der selvfølgelig det dobbelte antal oprykningspoint til ham, så han hurtigere kan blive rykket behørigt op som A-kører.
Der skal selvfølgelig nedsættes et mere detaljeret regelsæt, ligesom at de mere overordnede konsekvenser, skal samkøres med de nuværende turneringsstrukturer og linjer. Det diskuteres desuden endnu, om der skal oprettes en ekstra DMU Cup for B-kørerne, i stil med det der tidligere har været kørt for dem tilbage i tiden.
Det er i hvert fald det vi har fået at vide. Indtil videre må vi vente spændt på DMUs udmelding.