Mikkel Keller - Skadespause og nyt team
Mikkel Keller var ellers godt på vej imod at blive klar til A-DM i 2016, men desværre så har han døjet med en skade de seneste par måneder. Der er dog lys for enden af tunnellen, nu hvor han er gipsfri, og samtidig klar til at gå i gang med arbejdet, på sin nye grønne maskine. Vi har fået en status fra ham.
Mikkel Keller: "I 2016 skal jeg køre for Kærsgaard Motorservice og på Kawasaki, selvom min optakt har været noget sat tilbage. Det hele gik efter bogen op mod 2016, lige indtil uge 5, da jeg, efter 14 utrolig gode dage med Emil Larsen i Italien, røg i jorden på sidstedagen, og brækkede håndrodsknoglen. Det satte lige en stopper for mine forberedelser til sæsonen. Efter 8 uger i gips, har lige fået min gips af, her 14 dage inden A-DM. Her de kommende uger tager jeg det derfor som det kommer, angående kørsel på cyklen, da jeg er utrolig mange timer bagud på timetælleren. Jeg vil få kørt så meget som muligt, men vi ses i hvert fald i Randers, da jeg kommer og får kørt nogle af de mange timer jeg mangler. Jeg vil samtidig benytte lejligheden til at sige en kæmpe tak til Mike fra Kærsgaard Motorservice, for alt støtte og den store hjælp, Mike skal hjælpe mig i sæsonen med det mekaniske. Også en stor tak til Keller Teknik & Montage, for al den frihed jeg har til min sport. Og til slut tak til familie, venner og min kæreste."