top of page

VM-Optakt, MXGP


Så, ved den søde grød, er vi snart der, hvor nedtællingen til den kommende VM-sæson skal tælles i timer, i stedet for i dage. Månederne er gået, de store kanoner har været i skarp træning, og i den kommende weekend skal det første slag stå i ørkenen i Qatar. Hvem kommer bedst fra start? Vi har kigget hovednavnene efter i sømmene, og vi starter med MXGP-klassen.

Honda HRC

#243 - Tim Gajser: Der var mange steder at starte, for der er mange store spillere på plads til den kommende sæson, men sidste års sensation, kan kun være det rigtige sted. Tim Gajser tog alt og alle med storm, og kunne lade sig krone som verdensmester i sin første sæson i den store klasse. I opstarten har han dog haltet lidt efter de andre, selvom han var med hvor det skete i det italienske mesterskab. Har Gajser noget ekstra til at vinde det svære andet mesterskab? Vi må vente og se. Sidste år var der ingen forventninger til ham. I år er der ikke andet.

#777 - Evgeny Bobryshev: Russeren er nok engang på plads hos Hondas fabriksteam, selvom han i kulissen er skiftet fra Honda Martin til Gariboldi Honda. Vi ved at han kan køre stærkt, men skal vi være kolde og kyniske, så var han udråbt til en kommende verdensmester allerede i slutningen af sidste årti. Det er længe siden vi har set ham dominere. Bliver det i år?

Red Bull KTM Factory Racing

#222 - Antonio Cairoli: Den ottedobbelte verdensmester tog sølvet sidste år, men alligevel blev der hvisket om at hans dage på tronen var talte. Igennem to sæsoner har han døjet med en skade i sin arm, men skal vi tolke noget udfra det italienske mesterskab, så er TC222 i storform. Han endte med at vinde, efter at have kontrolleret på samme vis som vi har set det tidligere, og kan han tage den tendens med sig til Qatar, så er han ikke færdig med at vinde. Tvært imod.

#84 - Jeffrey Herlings: Han fik sit MX2-mesterskab i 2017, efter at have fejlet to gange på grund af skader og overilede styrt. Og det er lidt den følelse vi sidder tilbage med, efter at han så sent som i sidste uge, fik lagt gips på sin arm, efter et voldsomt styrt til sidste afdeling af det italienske mesterskab, hvor vi ellers skulle have målt hans fart i forhold til de andre. KTM siger dog at han bliver klar, og vi er sikre på, at The Bullet bliver en mesterskabskandidat - HVIS! han kan undgå at tage flere jordprøver på vejen.

#259 - Glenn Coldenhoff: The Hoff røg til KTMs fabriksteam sidste år, og selvom hollænderen gjorde det hæderligt, så er forventningerne til dem der sidder på de orange cykler, som regel også det højere. Derfor skal han skrue op for charmen, og se at komme op i front. Vi så ikke noget under de italienske mesterskaber, der lovede forbedringer, men vi elsker at måtte æde vores ord, så alt er muligt!

Monster Energy Factory Yamaha

#461 - Romain Febvre: Det andet mesterskab kan være svært. Det måtte Febvre sande, da han var i samme situation i starten af 2016, som Tim Gajser er i nu. Og selvom sidste sæson startede fornuftigt, så begyndte uheldene at regne ned over den franske verdensmester. Nu har han fået endnu en 450-sæson under bæltet, og skal vise at han stadig er klar til at kæmpe om mesterskabet. Et stort styrt allerede til den første afdeling af italiensk mesterskab, lover ikke godt, ligesom han heller var helt oppe i front der. Men det er også først i weekenden det gælder!

#89 - Jeremy van Horebeek: The Jere viste igen fart til det italienske mesterskab, og var en af dem der kunne tage kampen til Cairoli. Det var dog det samme billede vi så sidste år, hvor VM-sæsonen blev præget af en masse dårlige starter, der gjorde at belgieren ikke kunne nå op og kæmpe med helt i front. Han har farten, men bliver 2017 året, hvor han endelig bygger ovenpå fra sin blændende 2014-sæson?

Monster Energy Kawasaki:

#25 - Clement Desalle: The MX Panda kan vinde. Og han kan køre stærkt. Prædikatet som den evige 2'er klæber dog stadigvæk til ham i MXGP, hvor han må betragtes som veteran efterhånden. Sidste år kørte han de første GP'er med en ødelagt arm, og kom aldrig rigtig op i gear. I år er situationen anderledes. En skadesfri vinter, blev fuldt op med sejre i opstartsløb, så vi må formode, at Desalle mener det alvorligt når bommen falder i Qatar.

#911 - Jordi Tixier: Efter VM-titlen i MX2, er der ikke mange ting der er gået glat for Tixier. I sidste sæson fik vi ham dog at se regulært hen imod slutningen, og det blev af og til, til nogle godkendte resultater, der dog som regel ikke var bedre end en fornuftig top 10. Med en fabrikscykel under sig, skal der leveres bedre fra #911, og 2017 er sæsonen hvor han skal gøre det.

Suzuki World MXGP

#22 - Kevin Strijbos: Der er sket meget hos Suzuki, efter Stefan Everts tog over, men Kevin Strijbos er på plads igen, i en klasse hvor han leverede sine bedste resultater, da Everts stadig kørte. Det blev dog til flere podieplaceringer, og en enkelt GP-sejr sidste år, og med Suzukis nye våben under sig i år, så kunne der ligge noget stort og gemme sig. Resultaterne i opstartsløbene taler for det.

#27 - Arminas Jasikonis: Der var nok mange der rystede på hovedet da Suzuki forlængede med den lange litauer, efter hans fill-in sidste år. Men efter at have fulgt opstartsløbene, så er den hovedrysten nok forstummet. Jasikonis har været yderst skarp, og blæst den nye Suzuki til flere podierplaceringer, poles og heatsejre, så vi kan ikke andet end at forvente noget solidt fra ham når det går løs. Under Everts' kyndige vejledning, kunne han måske udvikle sig til noget stort? (Pun intented.)

Rockstar Energy Husqvarna Factory

#12 - Max Nagl: Sidste års 3'er kan både vinde og køre rigtig stærkt på sin Husqvarna. Så sent som i 2015 lå han i spidsen af det hele, og lignede ham der skulle slås. Nagl plejer at starte godt ud, og holdt sammen med opstartsløbene, så lader det til at tyskeren har tænkt sig at kæmpe med i toppen af tabellerne, også i år. Kan han undgå at gå i stykker på vejen, så er intet umuligt for ham.

#21 - Gautier Paulin: GP21 lignede en der var træt af det hele sidste år, så det lignede frisk luft til hans karriere, da Husqvarna meldte sig med en kontrakt. Vi ved at han kan køre stærkt, men han blev overstrålet på alle måder sidste år af Gajser, ligesom han også måtte sidde ude et stykke af sæsonen. Han har bestemt ikke været overbevisende i opstartsløbene, (hvor TKO blandt andet har slået ham flere gange på sin 250'er,) men det er selvfølgelig først nu det gælder. Vi håber at se den gamle Paulin tilbage, og ikke den apatiske vi har måttet nøjes med på det seneste.

#99 - Max Nagl: Briten debuterer i MXGP-klassen, og efter at have repræsenteret en regnbue af forskellige teams, så lover det godt, at han har fået lov at blive på Husqvarnaen i den store klasse. Han har desuden vist god fart i opstartsløbene, hvor han dog også har haft et par udfald. Al begyndelse er svær, og Anstie skal finde sig til rette iblandt MXGP-kørerne. Vi ved at han kan vinde GP'er, så vi glæder os til at se hvad han har.

Wilvo Yamaha MXGP:

#4 - Arnaud Tonus: Schweizeren vender tilbage efter et uheldigt ophold i USA, og tørner ud for Yamaha. Han har kørt nogle opstartsløb og gjort det fornuftigt, hvor især farten til tider har været til noget stort. Og vi ved at han kan gøre det godt på den store maskine, ligesom at han teknisk kan være en fornøjelse. Om vi får lov at se den Tonus vi havde, inden han tog til USA, finder vi nærmere ud af i weekenden!

#24 - Shaun Simpson: Der er mange ting der skal spille sammen, for at Shaun Simpson trives. Men når han gør, så kan han også vinde. Efter et succesfuldt stint for KTM, er han nu tilbage i blåt, hvor han også har vundet før i den store klasse, og skotten skal forsøge at leve op til sin gode 2015-sæson, og samtidig glemme 2016. Det har været beskedent i opstartsløbene fra Simpson, men han er en af dem, der pludselig kan rive noget sublimt ud af ærmet.

Skal vi lige tage et hurtigt kig på resten af feltet, så har Jose Butron gjort det godt i opstartsløbene, og spanieren ved hvordan man kommer godt fra land, ligesom Tanel Leok har løftet en del øjenbryn i det italienske mesterskab, med solide tider og hæsblæsende tempo. Valentin Guillod er røget til Honda, men hans start i rødt har mildt sagt været skuffende, så vi er spændte på at se, hvordan #92 tackler den kommende sæson. Alessandro Lupino, Jake Nicholls og Rui Goncalves har ikke vist noget der skulle bode på forbedringer, men måske Nicholls kan vise lidt af talentet fra MX2? Vi må vente og se!

MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page