top of page

Med øjne på fremtiden


Emil Larsen er en kendt figur i dansk motocross, og han har de seneste sæsoner været en af Danmarks mest aktive motocrosstrænere, ligesom han også har assisteret DMU – en opgave der nu bliver endnu større. Emil har nemlig fået en ny stilling, der betyder at han kommer til at stå for meget af talentudviklingen i Danmark, og bliver manden med svarene, når klubber, talenter og dets lige, har spørgsmål om hvordan man træner rigtigt for at blive så god til motocross som muligt. Vi stillede ham nogle spørgsmål om hans nye position, så vi kunne blive lidt klogere på, hvordan talent- og elitesatsningen bliver i fremtiden for dansk motocross.

Forklar os hvad din nye position går ud på?

Emil Larsen: ”Min nye position, går ud på at udvikle og coache vores unge motocrosskørere til at træne rigtigt - teknisk, fysisk, mentalt, og forhåbentlig hjælpe kørerne godt på vej til en sund og lang karriere indenfor motocross. Derefter skal jeg hjælpe vores klubber med implementering af ATK (Alders Relateret Træningskoncept). Dette koncept bygger på at vi træner de rigtige ting i den rigtige alder. Vi tror på at dette vil gøre sporten mere attraktiv på længere sigt, og samtidig gøre sporten mere sikker for vores udøvere ude i klubberne, og forhåbentlig øge vores talentmasse på den lange bane. Dette hænger sammen med at jeg underviser på DMUs klubtræner-uddannelse, og forsøger at dygtiggøre dem i ATK-konceptet, samtidig med at jeg vidergiver nogle af mine egne erfaringer indenfor motocrosstræning og undervisning.”

Hvordan afviger den fra at være ”landstræner”?

Emil Larsen: ”Jeg ser en landstræner, som en der udelukkende arbejder med eliten og deres aktiviteter. Ikke at vores elitesatsning er glemt, men vores topkørere har allerede nogle gode folk omkring sig i deres respektive teams. De ved jeg er der som sparing når det er nødvendigt, og et ekstra øje på banen når jeg er til stede. Men mine arbejdsopgaver er rettet mere mod de unge talenter, og bredere arbejde ned igennem klubberne, i form af ATK og klubtræner-uddannelse.”

Hvordan kommer det til at påvirke din egen skole?

Emil Larsen: ”Jeg er både glad og stolt over det jeg opnået med min egen lille skole, og jeg ser dette som en god udvikling for min trænerkarriere. Det betyder også at jeg stille og roligt lukker lidt ned for min undervisning igennem ELT.”

Hvordan vil du bruge dine erfaringer, i din nye position?

Emil Larsen: ”Jeg vil helt klart inddrage noget af min erfaring fra min egen korte motocrosskarriere, og hvad jeg oplevede på godt og ondt. Min ulykke har sat det hele lidt i perspektiv og samtidig lært mig meget omkring mig selv, om sporten og generelt om træning, og kroppens formåen, med en rigtig træning og indsats. Derefter tager jeg meget faglighed med fra diverse uddannelser, som jeg personligt synes er en vigtig ting. Vores træning og udvikling skal i højere bygge på faglighed og data, fremfor følelser.”

Hvordan kommer du til at arbejde med kørerne?

Emil Larsen: ”Jeg prøver så vidt muligt at være en del af kørernes hverdag, ved at hjælpe dem med deres daglige fysiske træning, hvordan og hvad de skal gøre på motorcyklen. Min opgave er at forberede dem bedst muligt, så de kan præstere bedst muligt til deres konkurrencer.”

Hvordan tror du at vi får de bedste talenter i Danmark?

Emil Larsen: ”Det gør vi ved at have fokus på vores ATK-principper, unge talenter er ikke mindst voksne kørere der ikke er slået igennem endnu. Alt skal trænes og indføres på det rigtige tidspunkt, vi skal ikke glemme at det tit er børn vi har med at gøre, og allervigtigst skal vi sørge for, at de synes det er sjovt og udfordrende på samme tid.”

Hvordan ser du fremtiden for dansk motocross?

Emil Larsen: ”Jeg synes det ser sundt ud. Vi har nogle gode danske kørere ude i den store verden, såsom Thomas Kjer, Mikkel Haarup, Bastian Bøgh og Nichlas Bjerregaard. Damerne Line, Julie og Sara viser også flotte resultater. Der er nye på vej såsom Rasmus Pedersen, Magnus Smith, Mads Fredsøe, Albert Leegaard og Nikolaj Skovbjerg. Vi har mange klubber som gør meget for at indføre klubtræning, og organisere vintertræning. Vores DM-A serie ser professionel ud, tiltrækker gode kørere og giver os altid en spændende søndag.”

Til slut, har du et træningsmæssigt råd, til den gennemsnitlige crosskører i Danmark?

Emil Larsen: ”Stil dig på tæerne, knæene bag tanken, flad og spændt ryg, så kan du også se, hvad der sker længere fremme på banen. Tag din bedste MX-ven med ud til næste træning, og få ham til kigge, filme og rette dig til. Brug lidt tid på kondition og styrketræning. En kombination af alt dette vil gøre det sjovere, og mere sikkert at køre motocross.”

Foto: Klaus Rasmussen

MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
Generic_Externals_2024-933x177-Danish2.jpg
bottom of page