Sara i verdensklasse


Sara Andersen har båret faklen for dansk kvindecross højt på det seneste, og gjort motocross godt og synligt i den brede offentlighed. Hun er nys hjemvendt fra en tur ud i Europa, der først bød på EM i Polen, og siden VM i Frankrig weekenden efter. Vi har fået en status fra den blonde fynbo, der her fortæller om turen - som endte med at bringe både hæder og succes til Sara og gamle Danevang.

Sara Andersen: "Først tog vi til Polen, for at køre anden afdeling af EM for kvinder. Jeg vandt første afdeling og havde derfor også store forventninger til den anden afdeling. Jeg var 6 gange på banen og var hurtigst alle 6 gange. Lørdag var jeg hurtigst i træning og tidskval', og jeg vandt kvalheatet rimelig nemt. Søndag var jeg igen hurtigst i træningen. I første heat, kom jeg ikke så godt fra start, men jeg kørte mig hurtigt op som nummer 2. Der lå jeg stort set hele heatet og havde lidt problemer med at komme forbi Emelie Dahl. Jeg lod mig falde lidt tilbage for at finde min egen fart og rytme, og kom så helt op til hende på anden sidste omgang og kom forbi. Vi krydsede og overhalede hinanden et par gange, men derefter fik jeg styr på det til sidste omgang og vandt. I andet heat kom jeg godt fra start og lå hurtigt 1'er. Jeg lavede et hul og kom kun længere og længere foran gennem hele heatet. Det var en super weekend i Polen og vi kørte videre til Frankrig.

Banerne til VM er altid svære, da de bliver vandet godt op, men banen i Frankrig gik meget op og ned, og var derfor ekstra svær. Lørdag havde jeg mange problemer, men heldigvis var jeg ikke den eneste. Min kørsel var ikke for god, men placeringen var helt fin, for jeg blev nemlig nummer 8. Søndag kørte jeg andet heat, hvor banen ikke var helt så mudret og den var blevet rettet af. Min start var ikke for god, men min kørsel var helt okay og jeg kørte mig op som nummer 5. Efter lidt tid blev jeg overhalet, og endte som 6'er. Samlet blev jeg 5'er, og det er mit bedste resultat i VM til dato, og jeg er super glad for det!

Der skal lyde en stor tak til alle som gør det muligt for mig, både familie, sponsorer og venner. Men en speciel tak skal der lyde til Ste-Kim ApS for at finansiere og hjælpe mig til VM i Frankrig. Hvis der skulle sidde andre der ligesom Ste-Kim, der kunne være interesserede i at hjælpe mig tættere på målet om et VM i de kommende sæsoner, vil jeg meget gerne høre fra jer!"

Den er givet videre, fra Sara til mulige sponsorer. Danske topresultater i VM er sagen! MX-Index siger: Mere af det!

Foto: Youthstream 2017 @ M. Zanzani

Untitled-1.png
fxr.jpg
Facebook Nyheder