top of page

Blandede bolsjer til Thomas Kjer Olsen i Tjekkiet


Danske Thomas Kjer Olsen skulle forsøge at forsvare sin samlede tredjeplads i VM, da feltet i den netop forgangne weekend tonsede udover grønsværen på tjekkiske Loket. Og det var en TKO der kom til Tjekkiet, med en god portion selvtillid, efter et nyligt hjemtaget hollandsk mesterskab. Det startede dog med at det danske es måtte kæmpe lidt med det hele, og slutte lørdagens kvalifikationsheat som nummer 11. I første heat søndag, viste han dog, hvorfor man har valgt at forlænge kontrakten med ham hos Husqvarna. Han gjorde nemlig hvad der skulle til, og kørte en fjerdeplads hjem, efter et blændende flot heat. I andet heat var han så uheldig at vælte på første omgang, og måtte køre sig op igennem feltet. Det gav en placering som nummer otte samlet på dagen, stadig med den samlede tredjeplads i behold.

Thomas Kjer Olsen: ”Vi har arbejdet virkelig hårdt i teamet over de seneste par uger, og det kan man nu se på mine omgangstider. Jeg havde en virkelig god følelse, da vi kom til Loket. Jeg havde en god fart med mig fra kvalifikationen, men desværre så regnede det søndag morgen, så forholdene skiftede meget. I første heat startede jeg ud inde i top 10, og lavede nogle gode overhalinger, til fjerdepladsen over stregen. Jeg vidste at jeg kunne gøre det endnu bedre i andet heat, men en dårlig start og et styrt på første omgang, gjorde det virkelig svært. Jeg forsøgte at komme tilbage og sluttede som nummer 13 i heatet. Nu skal vi til Lommel, og jeg har en virkelig god fornemmelse når det kommer til det GP! Vores workshop er lige ved siden af banen, så det er et sted vi kender virkelig, virkelig godt!”

Næste GP er i Belgien om to uger, hvor det dybe sand i Lommel venter på Thomas. Et underlag hvor den lange dansker plejer at føle sig som en fisk i vandet!

Foto: Juan Pablo Acevedo

MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
Generic_Externals_2024-933x177-Danish2.jpg
bottom of page