top of page

MX-Index Awards 2017


Så er det endnu engang blevet december, og det betyder at vi skal have delt MX-Index Awards ud! Den eneste hæderspris der betyder noget! (Nobel-priser er for nørder, og Oscars bare forgyldte brevvægte.) Det er igen SOS Racing Parts der præsenterer priserne, og vi er glade for endnu engang at have haft hovedbrud over at finde kandidaterne, og som altid ville vi gerne nominere hver og en af vores dygtige kørere! Nu er det op til JER!

(Vi er heldigvis et lille land med absurd meget talent i motocross, så vi smider lige en disclaimer mere, da vi altid har alverdens gode mennesker på linjen, i sekunderne efter offentliggørelsen af listen: Hvis vi kunne, så nominerede vi gerne 20 mand – og kvinder – i hver kategori – og tro os, i år har der været næsten så mange der fortjente det – men det ville blive et farligt rod og skruen uden ende. Så vi blev nødt til at skære helt ind til benet, selvom det smertede i de gamle crosshjerter. Dansk motocross har haft et fantomår, hvilket gør ting som en prisoverrækkelse nærmest umulig – men vi elsker det! For det er med til at bringe verdens bedste sport, endnu bredere ud! Og det kan vi takke alle de dygtige kørere for. I sidste ende, er det jer der sørger for at vinde folkets hjerter. Bliv ved med det!)

Afstemningen slutter 18/12 2017.

(Som altid opfordrer vi til god ro og orden i afstemningen. Ikke noget snyd, det kan hurtigt gå ud over jeres favorit-kandidat, at vi skal til at rette op på det, og det synes vi ville være synd. Keep it fair people. Afstemningerne holder selv øje med snyd og platugleri'.)

Nominerede, ”Årets Motocrosskører 2017”:

Tidligere vindere: 2016: Thomas Kjer Olsen – 2015: Julie Dalgaard – 2014: Kim Sørensen – 2013: Glen Meier – 2012: Catja Rasmussen (Første år med afstemning) – 2011: Stefan Kjer Olsen – 2010: Stefan Kjer Olsen – 2009: Rasmus K. Jørgensen

1. Thomas Kjer Olsen

Ja, hvor skal man næsten starte … På baggrund af den bedste sæson nogensinde af en dansk crosskører, så synes vi det var meget fair, at TKO igen i år var på listen. Bronze til VM, hollandsk mester, sublim indsats til Motocross of Nations, og vi kunne blive ved. Thomas vandt prisen som årets crosskører sidste år, og han har bestemt ikke gjort mindre i år, for at være en af topkandidaterne.

2. Mathias Gryning

Gryning vandt det danske mesterskab i MX2, og det var en titel der gjorde godt for sjællænderen, der har kørt sin bedste sæson til dato. Danmarksmesterskabet blev kontrolleret i hus, og så viste han også flaget godt ved de svenske mesterskaber. Næste år skal vi se ham i MX1, men det er altså hans DM i MX2, han er nomineret for i år.

3. Nikolaj Larsen

Sikke et punktum at sætte! Nikolaj Larsen har været en af Danmarks bedste i et årti, og de oplevelser han har givet de danske fans, skal tælles på både hænder og fødder. Nu er det farvel til sporten på topplan, men det gjorde Nikolaj altså også med manér, ved at vinde både det danske og det svenske mesterskab i MX1. Vi bøjer os i støvet, og nominerer fluks Nikolaj endnu engang.

4. Mikkel Haarup

Supertalentet har gjort det fornemt i år. En flot sølvmedalje i EMX125-klassen i år, og når det kommer til sandkørsel, så vurderer vi hurtigt, at der ikke har været nogen bedre på en lille smoker, end #722. En sølvmedalje tog han også til VM i 125cc, ligesom han tog guld med Danmark som hold ved samme lejlighed. Nu gælder det MX2, for Ice One Husqvarna, og vi håber at skulle nominere Mikkel mange gange i fremtiden!

5. Sara Andersen

Sara genvandt sit Europamesterskab, gjorde det samme med DM, og nu skulle hun være på vej til en fuld VM-sæson til næste år. Det er virkelig godt gået, og Sara har virkelig været med til, at sætte dansk kvindecross på verdenskortet. Vi glæder os til at følge med næste år, men i år er hun altså nomineret for sit EM.

6. Julie Dalgaard

Julie har i år prioriteret at køre i Sverige, og her har hun kæmpet godt med hele vejen. Det lykkedes at vinde afdelingen i Varberg, og det betød samtidig at Julie blev nordisk mester for kvinder. Den titel tryner de andre skandinaviske lande, og vi er ikke større mennesker, end at vi synes det er fedt. Derfor er Julie nomineret for sit mesterskab.

Nominerede, ”Årets Motocrosstalent 2017”:

Tidligere vindere: 2016: Frederik Højris – 2015: Bastian Bøgh Damm – 2014: Mikkel Haarup – 2013: Danni Højris – 2012: Thomas Kjer Olsen (Første år med afstemning) – 2011: Nichlas Bjerregaard – 2010: Mathias Gryning – 2009: Mathias Jørgensen

1. Magnus Smith

Magnus har været den helt store oplevelse i 85cc i år med danske øjne. Han formåede at vinde det tyske mesterskab, køre med om sejren i flere af kvalafdelingerne til EM, og så var han med til at skaffe Danmark guld som hold til Junior VM, og sølv ved Hold EM. Og så nåede han også lige at vinde et heat i 125-DM, i sin første optræden på den større maskine.

2. Rasmus Pedersen

Rasmus er igen nomineret, og det fordi han er en af dem der viser klassen igen og igen. Han hjalp Danmark til sølv ved Hold EM, ligesom han også snuppede heatsejre i kvalifikationen til EM i 85cc. Desuden var vi rigtig imponerede over hans præstation ved sidste afdeling af DM i 125 på Mors, hvor det blev til en andenplads i andet heat.

3. Mads Fredsøe

Mads kunne have været nomineret alene for sit sublime EM i 65cc, som gav endnu en dansk Europamester, men han var også en af dem der var med til at sikre Danmark guld som hold til Junior VM, hvor han i øvrigt tog sølvet individuelt i 65cc. Mads har været super godt kørende i år, og har bragt forhåbninger om endnu større ting i fremtiden.

4. Jesper Kristensen

Vi nominerer altid vinderen af DM i 125cc, og i år er det især berettiget, da Jesper Kristensen også formåede at blive dansk mester i B-MX2 samtidig. Desuden har han også prøvet sig af på nogle større scener, og det vidner om en kører der vil sin sport. Vi glæder os til at se ham i A-klassen til næste år!

5. Nicolai Skovbjerg

Den danske mester i 65cc gjorde rent bord i den serie, hvor han vandt samtlige heat, og samtidig viste flaget flot til EM i 65cc, hvor han var oppe og blande sig i den sjove ende, ved flere af kvalifikationsafdelingerne. Vi glæder os til at se hvad det skal ende med, men i hvert fald er Nicolai nomineret for sit DM.

6. Lucas Bruhn

Der er mange hurtige kanaljer i 85cc på vej, men Lucas Bruhn har længe strålet særdeles voldsomt. I år tog han sig af titlen som dansk mester i 85cc, og han har vist flaget flot ved flere andre lejligheder – også på den internationale scene.

Årets DM-A afdeling:

Vinder 2016: Hedelands Motorklub (HM)

Vinder 2015: Holstebro MotoCross Club (HMCC)

MX-Index er meget afhængige af DM-A klubbernes velvilje og gode hjerter når vi kommer rundt, så prisen til årets DM-A afdeling er kommet for at blive. Vi synes der skal lidt fokus på det store arbejde klubberne gør, med at organisere flagskibet i dansk motocross. DM er i rivende udvikling disse år, og det kan ikke understreges nok, hvor meget vi synes at den udvikling skal have support, for at gøre motocross endnu større. Hvem der vinder? Det afsløres sammen med de andre vindere!

Du finder afstemningerne her: http://www.mx-index.com/awards

MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
Generic_Externals_2024-933x177-Danish2.jpg
bottom of page